Flerkoneri, dåb og kirketugt - perspektiver fra Tanzania

Indledning

Den lutherskes kirkes kontakt med masaierne i Sydtanzania skete eksplosivt, da arbejdet for al-vor kom i gang i 1992. Med udgangspunkt i Iringa Stifts arbejde stod man pludselig med kontak-ter i hele Sydtanzania, og der opstod derfor straks et behov for at etablere et formelt samarbejde med de øvrige 6 stifter, hvis geografiske områder Iringa Stift gennem sine kontakter dermed reelt havde involveret sig i, og et formelt koordineringsorgan kaldet "Muwa" blev stiftet i 1993.

Spørgsmålet om dåb af nyomvendte masaier, der levede i polygame ægteskaber (masaiernes almindelige familieform er polygyni, dvs flerkoneri) formåede dette organ imidlertid ikke at koordinere straks. De enkelte stifter forbeholdt sig ret til at følge deres egen praksis på dette om-råde. Denne holdning førte hurtigt til en umulig situation, som virkede uforståelig og forargende for masaierne, og som var total inkonsekvent. I ét stift kom det ikke på tale at døbe mænd med flere koner. I et andet døbte man masaier i polygame ægteskaber, hvis de lovede ikke at få flere koner. I et tredje døbte man dem ikke selv, men henviste dem til det stift, der gjorde det!

Den historiske udvikling i kirken var den primære årsag til denne forskel.

Historisk udvikling i Den lutherske Kirke i Tanzania

Da den lutherske kirke med de tyske koloniherrer kom til den kontinentale del af det nuværende Tanzania for ca. 120 år siden, var polygami den mest prestigefyldte familieform, og det forsyn-ede familiefaderen med den fornødne arbejdskraft til marker og kvæg. S. von Sicard nævner i sin bog "The Lutheran Church on the Coast of Tanzania 1887-1914" (Studia Missionalia Upsaliensia XII, Gleerup 1970), at det hurtigt blev aktuelt at tage stilling til dette spørgsmål blandt nyom-vendte kristne, og allerede i 1897 vedtog man officielt en gældende praksis. Man understregede, at det monogame ægteskab var basis for det kristne familieliv, men at man måtte akceptere dåb af nyomvendte, som boede i hidtil uevangeliserede områder, og tage konsekvensen af, at et po-lygamt ægteskab allerede var et faktum. Man skønnede, at opløsningen af de polygame æg-teskaber ville føre til større problemer, lidelser og synd, end hvis man tolererede dem i denne overgangsfase.

Med Islams tilstedeværelse er det ifølge Tanzanias love fortsat muligt og lovligt at indgå i et po-lygamt ægteskab. Efter mere end 100 år i landet har kirken derfor fortsat det problem, at hvor den er fast etableret, er der fortsat mange nyomvendte, som inden omvendelsen havde etableret sig i polygame ægteskaber. Kirkerne udviklede derfor i overensstemmelse med den gamle bes-lutning den praksis, at i disse områder, som ikke mere kunne betegnes som missionsområder, måtte den pågældende mand først skille sig af med de overtallige koner, før han kunne døbes, og i øvrigt sørge for, at de kunne klare sig selv. For ganske mange stifter blev det efterhånden en fuldstændigt rigid praksis i alle former for håndtering af dåbssager. Man forsvarede det normalt med, at man ikke kunne lave forskel på folk.

For mit vedkommende havde et møde med Gudmund Vinskei under Nordisk Missionskonfer-ence i 1981 arrangeret af KFS haft nok så stor betydning. Han fortalte om de overvejelser, man i brgyndelsen af 70'er havde haft i Sydetiopien i Mekane Yesus-kirken om dåb blandt nyom-vendte i missionsområder, og som stort set endte med at være identiske med den praksis, de lu-therske i 1897 havde indført i Tanzania.

Som MUWA's første leder havde jeg en del konsultationer med Iringa Stift omkring dette spørgsmål, fordi vi, som stod i Masai-arbejdet, mærkede masaiernes forundring og forargelse over, at man behandlede dåbskandidaterne så forskelligt. Biskoppen for Iringa Stift Owdenburg Mdegella var arbejdets formelle overhoved, og han tog flere gange spørgsmålet op i forskellige sammenhænge. Resultatet af disse drøftelser blev i korthed, at man enedes om, at stifterne måtte have en fælles holdning i dette spørgsmål, og udgangen på drøftelserne, som stod på i 4-5 år, blev, at man enedes om, at man måtte vende tilbage til den gamle beslutning fra 1897, idet man med masaiarbejdet stod i nøjagtig samme nybrudssituation som dengang. Forskellige forhold til at begrunde denne beslutning blev vendt grundigt i disse år, og dem vil jeg gøre rede for i det efterfølgende:

1. Kulturelle grunde til polygame ægteskaber

I nomadesamfund findes der typisk et markant underskud af mænd. Drenge og unge mænd lever simpelthen livet farligere end de jævnaldrende af det andet køn, og særligt blandt de helt unge drenge og mænd er der et markant tab.

For det andet er det vigtigt for stammen at få så stort et fødselsoverskud som muligt, så de kan blive stærkere end de omgivende stammer, og samtidig også få arbejdskraft til de mange ar-bejdsopgaver, som familiefaderens kvæg kræver. Dertil kræves både kvinder og børn, som også i sig selv er med til at øge respekten i samfundet.

Derfor er polygyni normen i disse samfund, så længe de er hedenske.

2. Kvindernes forhold

Af ovenstående grunde er det derfor uakceptabelt for en kvinde at leve alene i disse samfund, og det modarbejdes i praksis af stammen, bl.a. ved, at en enlig kvindes rettigheder ikke respekteres. Kvindernes manglende retssikkerhed gør det nemt at opløse et ægteskab, og det har i praksis in-gen konsekvenser for manden. Bodeling, forældreret, arveret og socialt sikkerhedsnet eksisterer ikke i masai-samfundet, og der skal i forvejen ikke meget til for at skaffe sig en grund til at sende en kone bort. Hedenske skikke vil fortsat have stor indflydelse hos de nyomvendte, indtil der er sket en grundig bibelsk oplæring, og derfor vil der blandt dåbskandidaterne være en tendens til, at de dårligste af ægtemændene ikke vil have de store problemer med at gå ind på kravene, hvis ellers husholdningen kan fungere, mens det giver svære samvittighedskvaler hos de bedre æg-temænd.

En kvinde, som bliver forstødt af sin mand, udsættes for en menneskelig katastrofe! En mulighed kunne være at flytte over til en anden mand, men han må da være en praktiserende polygamist, da en ugift mand næppe kan forventes at tage en kone, der kommer som udstødt fra et ægteskab. I de fleste tilfælde er prostitution eneste udvej.

Det er heller ikke så enkelt at have en fast holdning til, hvem af konerne, der i givet fald skal sendes bort. Det burde være enkelt: manden beholder den første kone og sender de øvrige bort. Men er manden lidt oppe i årene, er førstehustruens børn måske allerede voksne, mens den sidste og yngste har en småbørnsflok omkring sig!?! Hvad bliver deres skæbne, hvis ægteskabet opløses?

Erfaringerne med en praksis fra enkelte stifter, hvor kvinder fra opløste, polygame ægteskaber fortsat blev underholdt af manden, og hvor kravet var seksuel afholdenhed, var desværre ikke gode, og endte i alle tilfælde i ny synd, hykleri og løgn, som var medvirkende til mange fald.

Det er derfor en meget kompleks opgave for den kristne kirke at løse op i polygame forhold i deciderede missionsområder og bringe de kristne ægteskaber i pagt med Bibelens ord.

3. Opløsningstendenser i samfundet

Utroskab, skilsmisser og rodede parforhold giver opløsningstendenser i samfundet. Det er ingen nyhed for os i Danmark, hvor et farvel til en etik og moral baseret på bibelske værdier også gør et livslangt, monogamt ægteskab til en stadig større sjældenhed udenfor kristne kredse. I stedet kan vi i den danske kultur se stadig tydeligere tendenser i retning af, at sukcessivt polygami bliver normen, dvs. nok har jeg kun én kone, samlever eller elskerinde i dag, men i morgen tager jeg bare en ny og frisk. Der skal en særlig form for fanatisme og naivitet til for at kalde det for fremskridt, men Satan har jo alle dage været en mester i at lære mennesker at kalde ondt for godt! Man kan frygte, at det samme mønster vil overføres til missionslandene. Vil et fuldstændig strikt krav om opløsning af alle indgåede polygame ægteskaber intensivere disse tendenser?

Nu afdøde biskop William Mwakagali fra Konde Stift luftede i 1994 under en konsultation i MUWA denne frygt. Ud fra den erfaring, man i Konde Stift havde haft med kontakter til ma-saierne og lignende samfund med udpræget polygyni, kunne han nemt se de mange dårlige følger af polygamiet, der ligesom det sukcessive polygami giver en favorisering af de unge, smukke og stærke kvinder på bekostning af de udslidte, ældre kvinder og skaber et arnested for jalousi, utryghed, skænderi og løs moral.

Mwakagali udtalte, at problemet alligevel på langt sigt ikke så meget var, hvordan man skulle håndtere de polygame ægteskaber, for de ville dø ud, efterhånden som kristen moral og etik vandt indpas i masaiernes kultur. Problemet for masai-arbejdet ville på langt sigt snarere være, hvordan man skal undgå, at den sukcessive polygami og prostitution vinder indpas. På denne baggrund var han talsmand for, at den lutherske kirke enedes om at genindføre den gamle praksis fra 1897.

4. En bibelsk vejledning

Ingen i kirken i Sydtanzania var i tvivl om, at det var en bibelsk praksis, man skulle følge, og man gjorde naturligvis meget ud af at diskutere over en "åben bibel". Da dette emne tages op andre steder i "Budskabet", vil jeg ikke gå ind på det her, blot nævne 2 forhold, som blev taget op som principielle emner ved drøftelsen i MUWA i 1994 omkring håndteringen af polygamiet, og som jeg tror blev ret skelsættende for kirkens endelige beslutning om dette spørgsmål.

1) Bibelen nævner kun utroskab som en gyldig grund til at afslutte et ægteskab. Vil et strikt krav om at opløse et polygamt ægteskab og sende overtallige kvinder bort, som jo for så vidt ikke har været utro i ordets almindelige forstand, men været ægtefæller i et lovligt anerkendt ægteskab indgået uden kendskab til Bibelens ordninger, kunne finde grundlag i Bibelen?

Svaret er vel egentlig ikke så enkelt!?!

2) I et kristent ægteskab er Kristi kærlighed til menigheden et forbillede på mandens kærlighed til hans kone (Ef 5,22-28). Polygamiets favorisering af manden på kvindernes bekostning og den menneskelige ulighed, der er i et sådant ægteskab, vil umuliggøres af sig selv, hvor Kristi kær-lighed og Guds Ord får magt.

Man kan derfor med rimelighed forvente, at det kristne budskab vil have så stor indflydelse, at polygame ægteskaber blandt anden-generationskristne er en umulighed.

Axel Rye Clausen

Klik her for at komme tilbage til artikeloversigten eller her for at komme tilbage til forsiden