Om Yohana Ngekee

Om en ung masai i Sydtanzania, der blev brugt af Gud til at bringe evangeliet til sit folk.

Der var øde ude på den afrikanske steppe denne varme dag i 1955. Luften flimrede i middagsheden. Den unge masai-kriger, der lå i skyggen af et baobabtræ, var det eneste menneske, der kunne ses i miles omkreds. Men dyr var der nok af. Små og store. En gruppe løver betragtede dovent masai'ens græssende kvæg, der havde blandet sig med nogle zebra'er og gnu'er. Højt oppe svævede ørne og gribbe, og så var der de allestedsnærværende fluer, som kravlede og summede både på alt og alle. En masai er vant til mange fluer, så krigeren ænsede ikke dem, der krøb rundt i hovedet på ham og sad i øjenkroge, mundvige og næsebor. Han er også vant til at være tæt på de vilde dyr. Faktisk slog han som 9-årig sin første hyæne ihjel, der forsøgte at stjæle et lam. I dag havde han ført sit kvæg til et sted, der var langt bort fra alle mennesker. Hans stamme lå nemlig i krig med en nabostamme, og blev han opdaget, kunne det betyde døden for ham selv, og alt hans kvæg ville blive stjålet. Det sidste var naturligvis det værste for en masai.

Grunden til ufreden var, at masai'erne netop var flyttet til et nyt område, og der var de absolut ikke velkomne, viste det sig. De havde i længere tid boet ved Ruaha-floden nedenfor Sydhøjlandets bjerge i Tanganyika i Østafrika. Nogle km. derfra er der et færgested, hvor Den store Nordvej krydser floden. Området her kaldes Migoli og ligger ca. halvvejs mellem Iringa og Dodoma. Området, de var kommet til, ligger længere mod sydvest op ad Ruaha-floden og kaldes Usangu. Masai'erne havde fundet et godt sted tæt ved floden. Der havde de bygget deres nye boplads. Kvinderne havde bygget de 10 huse, klanen behøvede. Det var hurtigt gjort. Stolper og tyndere grene var blevet sat op som et skelet, efter at grunden til husene var gjort klar. Derefter havde man lavet en blanding af komøg, vand og mudder. Det var blevet klasket på skelettet, og solen havde stivnet det til en hård skal. Buske med spidse torne var blevet slæbt sammen og lavet til en slags palisade rundt om bopladsen. Inden for denne palisade dannede husene en cirkel, i hvis midte man lavede plads til køer og geder ved hjælp af endnu et cirkelrundt hegn. For en masai er det tydeligt at se, at det er en rig boplads. Den er stor, og der er mange dyr. Det tykke og dygtigt anlagt tornekrat beskytter godt mod de vilde dyr. Det vrimler af fluer. Jo, der er velstand her.

Lewanan, som den unge masai-kriger hed, var for kort tid siden optaget i krigerklassen. Blevet "ilmurran", eller "moran", som det populært kaldes. Han havde aldrig mødt kristendommen eller gået i skole. Han havde kun meget få gange set en masai med et "europæisk æsel", dvs. en cykel. Udover det kendte han meget lidt til verden omkring sig og havde omtrent et verdensbillede som middelalderens mennesker. Selv om han var næsten helt mørk i huden som folk fra de andre stammer, var han faktisk ikke neger, men hamit. Masai'erne kommer fra Nil-området ved Ægypten og er det hamittiske folk, der lever længst mod syd. De er kvægnomader.

Mens han nu lå under skyggetræet milevidt fra andre mennesker hørte han en stemme, som skræmte ham: "Du skal blive en kristen! Blive døbt og bringe evangeliet ud til dit folk". Denne stemme hørte han 2 gange, men forstod naturligvis ikke, hvad det betød. Han havde aldrig haft kontakt med kristne eller haft lejlighed til at høre evangeliet.

Nogle dage efter kom Lewanan ud for en ulykke. Et lyn ramte ham, mens han vogtede kvæg, og var der ikke netop den dag kommet nogle forbipasserende fra hans egen stamme forbi, ville han være død. I yderste livsfare blev han bragt til bopladsen. Da de så, at han ville dø uden lægehjælp, blev han bragt til missionshospitalet flere hundrede kilometer væk. Havde han været en pige, havde man ikke gjort så meget besvær ud af det, men de unge krigere er ret få, da mange dør i kampe med vilde dyr eller i stammekrige, og derfor må man naturligvis passe godt på dem, man har.

På missionshospitalet blev han behandlet og slap uden mén fra ulykken. Det var hans nærmere første møde med den moderne civilisation. Mens han var ved at komme sig, kom hospitalspræsten til ham og fortalte ham om Jesus. Han var straks klar over, at her var svaret på den stemme, der havde kaldt på ham inden lynnedslaget. Det var Jesus, han havde mødt! Han bad præsten om at hjælpe sig.

Efter at have fået dåbsundervisning blev Lewanan døbt og fik døbenavnet Johannes. Med den bibel, han havde fået skænket i dåbsgave, gik han hjem og begyndte at læse. Alle undrede sig. Han havde aldrig gået i skole, men han havde simpelthen fået den gave at kunne læse. Om det var et guddommeligt indgreb, eller om Gud simpelthen havde lært ham det ved selvstudium kan vi ikke vide.

Det var en ejendommelig oplevelse at møde Bibelens budskab, fortalte han mig engang. Først og fremmest evangeliet om forsoningen i Jesus. Det ramte plet hos ham! Tænk, at vi kan blive Guds børn i Jesus. At han har taget al vor synd og skyld og forsonet os med Gud. Og så var der egentlig slet ikke så få ting i Det Gamle Testamente, han kunne genkende fra masai'ernes gamle overleveringer. Masai'erne kender også til Skabelsen, de kender til Noah og Syndfloden. De har mange offerhandlinger, som leder tanken hen på Israel.

Ved sin bibellæsning fik han kald til at bringe sit eget folk budskabet om Jesus Kristus. Han var klar over, at Jesus havde givet ham det kald dengang i ødemarken. Men da han begyndte at fortælle de andre masai'er om Jesus, ville ingen høre på ham. Man truede med at udstøde ham af stammen, hvis han fortsatte.

Gennem en missionær kom han på bibelskole og blev uddannet til evangelist og senere præst, men han blev stadig ikke accepteret - heller ikke blandt tanzanianerne, som opfatter alle masai'er som fremmede. I mere end 30 år arbejdede han blandt masai'erne. Gik til fods hundreder af kilometer.

Jeg lærte ham at kende i begyndelsen af 1992. Man mærkede, at Guds ord brændte i Johannes, og han søgte fortvivlet efter udveje for at bringe evangeliet til sit folk. I mere end 30 år havde han bedt for sit folk og prøvet at prædike for dem. Havde han arbejdet forgæves?

Jeg husker endnu, at han sagde: "Jeg ved, at mit folk trænger til Jesus Kristus som frelseren, og jeg vil gerne bringe dem evangeliet, men de hører ikke på mig. Bed om, at de dog engang må tage imod det. At Gud må åbne en dør til dem".

Hvad vi ikke vidste på det tidspunkt var, at Gud allerede var ved at åbne en dør for os. Det, Johannes havde bedt om så længe, var nu undervejs. I november 1992 begyndte en stor vækkelse blandt masai'erne. Johannes var blevet brugt af Gud til at forberede denne vækkelse, og hans kendskab til masai'ernes bopladser og vaner samt det ord, han havde sået i disse mange år, viste sig nu at bære frugt. Gud havde hørt hans brændende bønner.

Det er spændende at høre Johannes forkynde evangeliet til sit folk. At erfare, hvordan han kan få talt det evigt uforanderlige budskab ind til et folk, hvis verdensbillede er så totalt forskelligt fra det, vi er vant til. Han bruger meget billeder til at illustrere sit budskab. Han har selv tegnet dem, og de giver en hjælp til forståelsen af Bibelens budskab. Mange af billederne er taget fra masai'ernes liv med køerne.

En af de ting, som Johannes igen og igen slår fast, er forsoningen. Det er et budskab, masai'erne forstår. Ifølge deres egen religion blev jorden skabt af N'gai, og mennesket levede godt sammen med ham. Man var forbundet med ham med en navlestreng, og gennem den tilflød der mennesket alt godt. Naturligvis også kvæg, som er masai'ernes største gode. Men forbindelsen til N'gai blev en dag kappet. Det var menneskets skyld, at det skete, og siden den gang har N'gai været forsvundet. Han var ikke til at komme nær, fordi der var blodhævn mellem ham og mennesket. Masai'erne har så i århundreder prøvet på alle måder at genetablere forbindelsen til N'gai igen. Det er sket ved hjælp af tilbedelse af sten og træer; man har prøvet at få hjælp ved troldmænd eller ved direkte tilbedelse af satan. Mange af masai'erne har af den grund været besatte. Men altsammen var det forgæves. N'gai lod sig ikke genfinde.

Er det underligt, at evangeliet om forsoningen i Jesus Kristus har slået så stærkt igennem hos dette stolte folk. Gud er forsonet i Ham. Den brudte forbindelse med Ham, der har skabt os, er genetableret. Århundreders ørkesløs søgen er forbi, og de masai'er, der har modtaget evangeliet. føler sig fri.

I dag er Johannes en træt, udslidt gammel mand. Han virker ikke imponerende, når man møder ham. Han kan minde om en anden Johannes, der sagde om Jesus: "Han bør vokse, men jeg blive mindre". Han er slidt op af det årelange, tilsyneladende forgæves såarbejde. Men hvor kan vi være taknemmelige for, at der er mennesker, som vover at være tro mod Guds kald, og ofre sig for det kald. Det er på den måde, at evangeliet når videre frem.

Johannes er taknemmelig for, at han fik lov at se frugt at sit arbejde. Nu må andre tage over efter ham. Høste, hvor han fik kald til at så. Må de findes ligeså tro mod deres kald som ham.

Klik her for at komme tilbage til artikeloversigten eller her for at komme tilbage til forsiden