Masaiovervejelser

Først lidt information om Masai-folket i Østafrika:

Bor i Kenya- Tanzania. Ca. 5 mill. Har 24 undergrupper, der alle benytter et sprog: Maa. De er det folk i Østafrika, der længst har modsat sig kristianisering og skolevæsen. Et krigerisk nomadefolk, der har kæmpet mod andre stammer og haft blodhævn indbyrdes.

Masai'ernes levevis - problemer.

Verdensbilledet forskelligt. Kender intet til geografi, læsning, regning. Ved ikke om 2. Verdenskrig, jødeforfølgelser i Hitlers rige, atombomber m.m.

Er analfabeter, men med deres rige hukommelse.

Traditionelt tror de på en Gud (N'gai), som var verdens skaber, men som mennesket havde mistet forbindelsen med, og som man har blodhævn med. Traditionelt bliver de døde lagt ud i ødemarken for at blive fortæret af hyæner. Er de ikke spist efter 2-3 dage siger man, at det er tegn på ondskab i det døde menneskes liv. Man må da ofre et sonoffer - et lam eller gedekid, som bliver lagt ved siden af liget.

Når mændene drager i krig eller på hævntogt, beder kvinderne under et bestemt slags skyggetræ til skaberguden, N'gai.

Brudstykker af den gamle masai-tro kan ikke andet end forbløffe os, når vi får det ind på livet. Deres offertraditioner kan have nogle lighedspunkter med, hvad vi finder beskrevet i de 5 Mosebøger.

Nogle få eksempler på ofringer:

Olkiteng' loo lbaa (sårets ko).

En renselsesofring, hvor man ceremonielt prøver at søge helbredelse mod alvorlige sår og skader, men også mod syndige handlinger, som en har lavet mod samfundet eller mod enkeltpersoner.

-Hvis der har været indbyrdes kamp mellem nogle masai-grupper, og man ønsker fred. Mangel på regn. Ved fødsel, omskærelse, bryllup og død.

-Masai'ernes rituelle ofringer for at skaffe sig fred, sikre sig den fjerne skaberguds velsignelse eller modtage syndstilgivelse ligner meget de bibelske ofringer. Ud over det kan man ofre eller give rituelle velsignelser med mælk, øl, spyt og græs. Det sker altsammen til N'gai.

Hvis stammen er i nød, beder kvinderne til N'gai, men bruger da et bestemt råb: "N'aiai il Sinai!" Gud fra Sinai, hjælp os!"

Masai-folket er Niloter - dvs. de kommer oprindeligt fra Nil-området. Man kan spørge sig selv, om de ikke på et tidligt tidspunkt i deres historie har haft kontakt til Israel eller har nedarvede erindringer om skabelse og syndefald.

De har vidst traditionelt, at de var udelukkede fra Gud - p.gr. af blodhævn. Deres nedarvede brudstykker har ikke kunnet frelse dem. Alligevel har det ikke været uvæsentligt for os, der har været brugt til at bringe dem evangeliet, at vi har kunnet forkynde, at Skaberguden -N'gai, som menneskene mistede forbindelsen til, Han har selv skabt soning og givet os mulighed for igen at komme til Ham gennem Jesus Kristus.

Ordet OSOTUA - forsoning, har været meget centralt, når de tog imod evangeliet.

Kvinderne beder: "Gud fra Sinai, hjælp os". De har ikke vidst, hvem de har bedt til. Deres øjne var tillukkede, da den kristne tro kom til Østafrika, og de har været umulige at vinde for evangeliet. Men nu går deres bøn i opfyldelse, og der er åbne døre for Jesus Kristus til Masai'erne.

Hos mændene var det kun få, der brugte at bede: det var profeterne og præsterne i deres traditionelle religion. Laiboni. De styrede folket. Nogle af dem havde synske evner, som synes at gå i arv i en slægt.

Den første masai-gruppe, der modtog evangeliet, var Arusha-gruppen i Nordtanzania. Det skete for ca. 40 år siden. En tysk missionær Hohenberger hjalp de kristne masai'er med sangbog, liturgi og NT på masai-sproget. De øvrige masai-grupper ville ikke have noget med dem at gøre - de blev betegnet som frafaldne.

I de andre masai-stammer blev kun enkelte kvinder og børn døbt; mændene slog og undertrykte kvinderne, der gik til gudstjeneste, og børnene faldt som regel fra, når de blev optaget i voksengruppen. Mange missionærer har arbejdet i årtier, er døde på feltet, uden rigtig at se frugter af deres arbejde. De sidste 25 år dog god indgang til masai'erne i Kenya og Nordtanzania.

Arbejdet i Sydtanzania

Om Yohana Ngekee:

Lewanan Ole Ngeké var 15 år gammel. Han var søn af en traditionel masai-profet og passede sin fars kvæg. Han havde derfor ret til at bede til Gud direkte ifølge deres traditioner. En dag sad han under et af deres hellige skyggetræer og bad til Gud fra Sinai, N'gai. Han var langt fra alle mennesker. Så hørte han en stemme. "Du skal blive en kristen!".

2 gange. Lynnedslag. Missionshospital. Døbt. Han fik døbenavnet Yohana (Johannes). Med den bibel, han havde fået skænket, gik han hjem og begyndte at læse i den. Han havde aldrig gået i skole, men havde fået den gave at kunne læse. Om det var et guddommeligt indgreb eller simpelthen ved selvstudium kan vi ikke vide.

Han har siden fortalt mig, at han var meget fascineret af GT og den genklang af det, han mente at kunne se i sit eget folks traditioner. Han fik derigennem kald til at bringe sit eget folk budskabet om Jesus Kristus og mærkede, at det var det kald, han havde fået dengang i ødemarken. Men da han begyndte at fortælle de andre masai'er om Jesus, ville ingen høre på ham. Man truede med at udstøde ham af stammen, hvis han fortsatte.

Gennem en missionær kom han på bibelskole og blev uddannet til evangelist ca. i 1965, men han blev stadig ikke accepteret - heller ikke blandt tanzanianerne, som opfatter alle masai'er som fremmede. Han blev i 1983 efter et kort præstekursus ordineret til præst, men det ændrede ikke noget.

Jeg lærte ham at kende i begyndelsen af 1992 gennem en tysk missionær, som også havde hjerte for masai-arbejdet. Man mærkede, at Guds ord brændte i Yohana Ngekee, og han søgte fortvivlet efter udveje for at bringe evangeliet til sit folk. Det var forgæves.

Jeg husker endnu, at han sagde: "Jeg ved, at mit folk trænger til Jesus Kristus som frelseren, og jeg vil gerne bringe dem evangeliet, men de hører ikke på mig. Bed om, at de dog engang må tage imod det. At Gud må åbne en dør til dem".

Hvad vi ikke vidste på det tidspunkt var, at Gud allerede var ved at åbne en dør for os. Det, Ngekee havde bedt om så længe, var nu undervejs.

Mødet med Daudi Lawasare.

Tilkaldelse af Isaya Ntokoti, som også var blevet kaldet af Gud til at prædike evangeliet. Mødet med Sydtanzanias leder Simanga.

2 uger efter kurset i Ilambilole.

MUWA's begyndelse. Et 5-årigt projekt, hvor vi har fået støtte fra 3 miss.selskaber. Kirkens arbejde. Filmbil.

HIMWA. Udviklingsarbejde og evangelisation. Ev. ind i denne kultur.

Hvordan vi arbejder. At formidle evangeliet talt ind i en jødisk kultur for 2000 år siden til masai-folket. Kilde- oversætter - modtager. Sproget. Besættelser. Det at være bundet af noget.

Meget små udgifter til arbejdet. Mandskabsbehov. Evangelistklassen. 4 i en 3-årig klasse. 3-4000 kr. på årsbasis for at drive denne klasse. Fra okt. ny klasse med 15 elever.

Et elefantkranium i en skov. Det har jeg siddet på nogle timer, imens der har været stiftende møde for masaiernes nye selskab, vi har hjulpet dem med at oprette. HIMWA = "Selskabet til fremme af Evangeliet og Udviklingen blandt Nomadefolk". Der er kommet mange ledere fra en stor del af Sydtanzania. Min stilling her er nærmest observatør, idet masai'erne selv skal have frihed til at forme dette selskab, som skal sikre masai'ernes interesser overfor en omverden, de har vanskeligt ved at forstå. Gymnasielæreren Daudi OleLawasare, som er min hjælper i masai-arbejdet, bliver valgt som leder af HIMWA og skal nu stå for oprettelsen af et kontor i Iringa, hvor masai'erne centralt kan få hjælp. Under en pause spørger jeg ham om hans visioner for den udviklingsmæssige del af arbejdet:

Daudi: "Der er et meget stort behov for hjælp til forebyggende sundhedsarbejde og undervisning. Vi håber, at HIMWA kan være kanal for hjælp på disse områder. Et andet stort problem for de fleste masai-samfund er vand samt nem adgang til kvægmedicin. Vi er allerede nu i gang med at hjælpe masai'erne med landrettigheder her i Sydtanzania, og på det område er vi faktisk kommet ret langt. Også på det udviklingsmæssige område regner vi med et tæt samarbejde med kirken."

Præsten Yohana Ngekee, som kommer fra Usangu-sletten tæt ved Mbeya, og som har evangeliseret i mange år blandt sit stammefolk, kommenterer:

Yohana: "Vi er meget bundet af vore traditioner. Derfor er det meget svært at begynde noget nyt. For os masai'er her i Sydtanzania er det kun indenfor de sidste få år, det er begyndt at gå op for os, at vi er blevet kørt ud på et sidespor i samfundet. De fleste af os kan ikke læse, og der er ikke plads til os og vort nomadeliv i det moderne samfund."

Daudi: "Ja, masai'erne oplever ofte, at den jord, de gennem lang tid har boet på og benyttet, pludselig ikke mere er deres, idet andre folk eller store selskaber lige pludselig har fået jordrettighederne af regeringen. Og så må vi flytte, for alle udnytter, at masai'erne er analfabeter og ikke kender deres rettigheder. De er bange for at få problemer med et samfund, de ikke forstår, og derfor er det nemt at fjerne dem fra deres jord."

Yohana: "Det er af samme grund, at det både er tungt og svært at udbrede evangeliet til masai'erne. Vore ledere eller profeter, "laiboni", tilbedes som guder, og det er meget vanskeligt at ændre ved. De dirigerer hele masai-stammens liv ved hjælp af åbenbaringer og profetier.

Hvis en laiboni befaler noget, må det følges af masai'erne. Derfor har det været svært at forkynde evangeliet - og det er ikke blevet modtaget blandt mændene, fordi der ikke har været tilladelse fra deres laiboni til at høre på."

Daudi: "Det store gennembrud her i Sydtanzania kom i 1992, da laiboni for dette område gav tilladelse til, at evangeliet kunne forkyndes. Da blev der lyttet og taget imod. Her i efteråret skal Clausen og jeg besøge ham 2 gange sammen med nogle af de masai-prædikanter, vi har indbudt fra Kenya."

Yohana: "Hvordan vi skal forkynde evangeliet for masai'erne må gennemtænkes meget nøje. Evangeliet er det samme, men vores kultur gør det ikke særligt nemt at modtage det i den form, som det gives videre til de andre folkeslag her i Tanzania.

For det første er det kun få, der kan læse, og for det andet er de vant til en religion, der er direkte profetiske åbenbaringer. I disse åbenbaringer bruges et billedsprog, der i meget stor grad drejer sig om køer.

En ting, der har hjulpet mig til at forkynde evangeliet, er brug af billeder, der har udgangspunkt i vores billedsprog. Faktisk kan en komave godt bruges som udgangspunkt, når evangeliet skal forkyndes. Også Gamle Testamentes profetier og pagter er umiddelbart forståelige for os, da de på mange måder ligger tæt op ad vore traditioner."

Daudi: "Forsoningen i Jesus, hans død for os på Golgathas kors, er forståelig for masai'erne, og vi har traditioner for forsoning imellem vore stammer, som hjælper med til at forklare Evangeliet om Jesus.

I det arbejde, der nu er startet blandt nomadestammerne i hele Sydtanzania, må vi bede om og arbejde meget på, at evangeliet bliver forkyndt, så det trænger helt ind i hjertet."

På samme måde som HIMWA er ved at blive et fælles interesse-selskab for masaierne i Sydtanzania, er vi i den lutherske kirkes stifter i Sydtanzania i gang med at oprette et fælles arbejde for nomadefolkene, som jeg indtil videre er blevet leder og organisator af. Et tysk missionsselskab har givet os penge til at drive dette arbejde. På længere sigt håber vi at få det ind i mere faste rammer.

Et af resultaterne har været, at vi igen i år har kunnet tilkalde evangeliserende masai-grupper fra Kenya til at hjælpe os med arbejdet. Bjarne Mogensen fra Ulanga og jeg modtager gruppen DIGUNA fra Kenya. De skal i den næste måned besøge masai'erne i Sydtanzania. Bjarne og jeg er taget i forvejen til Mboliboli i Pawaga-området, som er deres første station. De skal være høvdingen Samatos gæster. Han har gjort meget ud af forberedelserne og bl.a. indkaldt masai'erne fra det omliggende område til stammemøde, traditionelle danse m.v. Dette giver nogle udmærkede muligheder for at prædike evangeliet til et stort antal masai'er.

Bjarne og jeg får at mærke, at vandproblemerne virkelig er noget reelt. Kvinderne har over 10 km at gå med vandspandene gennem den varme land, som næsten ligner en halvørken. Så er det rart med nogle biler, der kan tage dette hårde slid, for der er brug for meget vand til alle gæsterne.

Med ca. 2 dages forsinkelse kommer DIGUNA-lastbilen - herligt. Vi var ved at blive noget nervøse. Den ældste af masai-deltagerne på lastbilen er 75 år, så man hører på ham, når han forkynder evangeliet.

Den næste måned skal dette team besøge Sydtanzanias masai'er. Jeg har lagt en foreløbig plan efter at have været i kontakt med lederne i de forskellige stifter, og den bliver nu pudset af. Bjarne er glad for, at de indvilger i at tage sig god tid til at besøge Ulangas masai'er. De har indtil nu ikke været berørt særligt meget af den vækkelse, der ellers foregår i Systanzania. Vi må bede om, at deres besøgelsestid kommer nu.



Klik her for at komme tilbage til artikeloversigten eller her for at komme tilbage til forsiden