Kultur

Masai'erne bor i Kenya og Tanzania. Der er ialt 24 undergrupper, der alle benytter et sprog: Maa. De er det folk i Østafrika, der længst har modsat sig kristianisering og skolevæsen. For lang tid siden kom de nordfra og blev kendt som et krigerisk nomadefolk, der har kæmpet mod andre stammer og haft blodhævn indbyrdes. Langt på vej er deres image det samme i dag, og de er generelt meget frygtet.

I modsætning til Nordtanzania har der blandt nomadefolkene i Syd-Tanzania stort set ikke eksisteret nogen form for udviklingsarbejde hverken fra statslige eller private og kirkelige institutioner, og evangeliet er kun i meget få tilfælde blevet hørt af dem. Masaierne har ofte følt sig trængt af det omgivende samfund og betragter det med mistillid. På grund af uvidenhed og i kraft af, at de traditionelt ikke er fastboende, er masaierne hele tiden blevet drevet fra de bedre områder til de ringere. Det er sket i takt med, at landet i stadig stigende grad er blevet opdyrket. Særlig i de sidste 10 år er dette blevet stadig mere mærkbart. Ved nogle af Sydtanzanias store floder, hvor det har været nemt at få vand for masaiernes kvægflokke, er der nu lukket af, fordi flodbredderne bliver stadig mere intensivt opdyrket og dermed spærrer for adgangen til vandet.

Der har altid været mange friktioner mellem masai'erne og de fastboende, agerdyrkende stammer. Det har forståelig nok vakt harme blandt landsbybeboerne, når masaierne har stjålet kvæg fra dem. Det er en så integreret del af masaiernes kultur, at de har retten til kvæget, at de opfatter det som noget ganske naturligt, at de "overtager" kvæg, som andre stammer (efter masaiernes mening) "uretmæssigt" opdrætter. Kvægtyveriet er blevet mødt med omfattende repressalier, såfremt tyven ikke er blevet fundet. De har i f.eks. givet sig udslag i, at landsbybe-boerne har fanget og indespærret tilfældige masaikvinder, og i nogle tilfælde pisket dem for at få dem til at afsløre tyven.

Det er vanskeligt at holde styr på de store flokke af kvæg, specielt når de en varm dag går ned til floden for at drikke. De skal passere mellem marker, der ligger som en barriere og spærrer for vandet. Landsbybeboerne er forståeligt nok meget kede af det, når kvæget kommer til at gå ind på deres marker. På grund af gnidningerne mellem de to grupper er dette problem mange steder nu vokset helt ud over alle proportioner. Det er nu standardpraksis, at går en ko ind på en mark vil ejeren blive afkrævet en skadesafgift, der i kroner og ører svarer til koens egen værdi - vel at mærke uanset om den har lavet skade eller ej.

Endelig skaber det også store problemer for masaierne, at de fastboende stammer i tørtiden afbrænder det græs, som masaiernes køer skulle have levet af. Det opfattes af masaierne som chikane for at gøre livet vanskeligt for dem.

I slutningen af 1992 blev der vækkelse blandt masai'erne. 2 kristne masai'er, der havde nød for deres folk, fik sammen med den lutherske kirke en god kontakt til Masaierne i Sydtanzania. Et af resultaterne var, at man indkaldte til et 3-dages masai-ledermøde, som blev forbavsende godt besøgt. Der deltog ca. 50 masai-ledere fra hele Sydtanzania, der repræsenterede grupper så adskilt som Morogoro og Mbeya, der ligger mere end 600 km. fra hinanden. På dette og følgende møder, som jeg var så priviligeret at deltage i, blev det bestemt, at der skulle dannes et masai-selskab. Det skulle tage vare på masaiernes egne interesser overfor de forskellige interessegrupper, der ville hjælpe masaierne, og dermed også være medbestemmende i såvel evangeliserende som udviklingsmæssige tiltag. Det var en både moden og viis beslutning, masaierne der traf. Deres selskab HIMWA blev stiftet i 1993. Det er et meget græsrods-orienteret arbejde, hvor man prøver at lægge så meget ansvar som muligt ud til de enkelte lokalområders ledelse. På samme tid blev et der startet et fælles arbejde omkring nomademission af stifterne i den lutherske kirke i Sydtanzania, og der er etableret et godt samarbejde med HIMWA, som betyder, at kirken og masai'ernes eget selskab går hånd i hånd, koordinerer, støtter og hjælper hinanden gensidigt i arbejdet. Det har været virkelig frugtbart.

Set fra en moderne vestlig tankegang vil man måske sætte spørgsmålstegn ved det rigtige i, at kirken spiller en aktiv rolle i udviklingsarbejde. Dertil kan der for det første siges, at det er en helt naturlig del af kirkens opgave at hjælpe folk i nød. For det andet, at det er en grundlæggende fejl, hvis man i en gennemreligiøs sammenhæng som den i Tanzania udelukker den åndelige dimension i udviklings-arbejdet. Der ville simpelthen mangle en yderst væsentlig del, som ville gøre arbejdet ualvorligt for tanzanianeren. Den fejltagelse er typisk for vestlig udviklingshjælp, der ofte kun beskæftiger sig med det fysiske og materielle. For mig at se en væsentlig faktor i, at ganske mange bistandsprojekter hos de professionelle udviklingsselskaber udvikler sig til "hvide elefanter".

Faktisk har vi i arbejdet blandt masaierne set, at evangeliet har et forbløffende modspil netop til det, masai'erne i deres kultur og religiøse forestilling identificeres af dem selv som noget, de mangler. Evangeliet er ikke et fremmedelement, som umotiveret placeres i masai'ernes kultur. Det er modtaget blandt masai'erne som en befrielse fra de åndsmagter, som før beherskede dem. Udfra denne erfaring samt deres traditionelle religion har de vidst, at de var udelukkede fra Gud. Gud har blodhævn med mennesket og er blevet væk, lærer de. De nedarvede brudstykker af kendskabet til Gud, der har skabt menneskene, har ikke kunnet frelse dem. Alligevel har det ikke været uvæsentligt for os, der har været brugt til at bringe dem evangeliet, at vi har kunnet forkynde, at Skaberguden -N'gai, som menneskene mistede forbindelsen til, Han har selv skabt soning og givet os mulighed for igen at komme til Ham gennem Jesus Kristus. Ordet OSOTUA - forsoning, har været meget centralt, når de tog imod evangeliet.

Når stammen var i nød, bad kvinderne til N'gai, men brugte da et bestemt råb: "N'aiai il Sinai!" Gud fra Sinai, hjælp os!". De har ikke vidst, hvem de har bedt til. Deres øjne var tillukkede, da den kristne tro kom til Østafrika, og de har været umulige at vinde for evangeliet. Men nu går deres bøn i opfyldelse, og der er åbne døre for Jesus Kristus til Masai'erne.

Blandt de mange tiltag, kirken og HIMWA sammen har taget fat på, kan i korthed nævnes: hjælp til at få land registreret som masaaiernes eget; hjælp til sundheds-og skolearbejde; beskyttelse af masaierne overfor uretfærdige embedsmænd (det har i flere grofe tilfælde resulteret i embedsmændenes fyring); hjælp til at dyrke "cashcrops" som erstatning for kvæg, der døde på grund af sygdom.

De kristne masailedere har nu et årligt møde, hvor de sammen med HIMWA og kirken gennemdrøfter masaikulturen og de konsekvenser, evangeliet har. Nogle konkrete resultater af disse drøftelser har bl.a. været, at man har vedtaget et generelt forbud mod kvægtyveri. Man har stoppet løbende slægtsfejder, som i årtier har krævet mange døde. Ordet OSOTUA - forsoning, har været meget centralt her, og er en frugt af evangeliets indgang. Endvidere har disse ledere indset, at det er vigtigt at forbedre kvindernes situation i dette mandsdominerede samfund. Det sidste er næsten noget af det sværeste. Som oftest sker der først en ændring i det øjeblik, man erkender, hvad det vil sige at leve som kristne i et ægteskab.

Der er et stort behov for oplæring og uddannelse af unge masai'er til evangeliserende opgaver. Det er meget få af kirkens folk, som er villige til at arbejde blandt masai'erne, og som har nådegaver til det. Derfor må det meste af arbejdet gøres af masai'erne selv med støtte af de missionærer, der er i arbejdet. Den bibelskole, som nu er startet i en tidligere masai-landsby, er derfor helt central for arbejdets fortsættelse.

Klik her for at komme tilbage til artikeloversigten eller her for at komme tilbage til forsiden