Kirke og udviklingsarbejde

I Sydtanzania lever der en stor gruppe masaier, hvis eksistens ikke har været særlig kendt. De har selv for nogle år siden startet deres eget selskab, som de kalder HIMWA, og det har opnået gode resultater.

I modsætning til Nordtanzania har der blandt nomadefolkene i Sydtanzania stort set ikke eksisteret nogen form for udviklingsarbejde hverken fra statslige eller private og kirkelige institutioner. Historisk er der sket en langsom emigration fra nord mod syd igennem dette århundrede, og alene masai-stammen i Sydtanzania menes nu at tælle ca. 250.000 mennesker. Denne immigration ind i Sydtanzania har ført ikke så få spændinger med sig, og de fastboende swahili-talende stammer har mildt sagt ikke taget særligt pænt imod dem. Masaierne har ofte følt sig meget trængt. Efter en del sammenstød har det skabt en naturlig mistillid på begge sider. På grund af uvidenhed og i kraft af, at de traditionelt ikke er fastboende, er masaierne hele tiden blevet drevet fra de bedre områder til de ringere. Det er sket i takt med, at landet i stadig stigende grad er blevet opdyrket. Særlig i de sidste 10 år er dette blevet stadig mere mærkbart. Ved nogle af Sydtanzanias store floder, hvor det har været nemt at få vand for masaiernes kvægflokke, er der nu lukket af, fordi flodbredderne bliver stadig mere intensivt opdyrket og dermed spærrer for adgangen til vandet.

I slutningen af 1992 lykkedes det for den lutherske kirke at skabe en positiv kontakt til Masaierne i Sydtanzania. Et af resultaterne var, at man indkaldte til et 3-dages masai-ledermøde, som blev forbavsende godt besøgt. Der deltog ca. 50 masai-ledere fra hele Sydtanzania, der repræsenterede grupper så adskilt som Morogoro og Mbeya, der ligger mere end 600 km. fra hinanden. På dette og følgende møder, som jeg var så priviligeret at deltage i, blev det bestemt, at der skulle dannes et masai-selskab. Det skulle tage vare på masaiernes egne interesser overfor de forskellige interessegrupper, der ville hjælpe masaierne, og dermed også være medbestemmende i såvel evangeliserende som udviklingsmæssige tiltag. Det var en både moden og viis beslutning, masaierne der traf. Deres selskab HIMWA blev stiftet i 1993. Det er et meget græsrods-orienteret arbejde, hvor man prøver at lægge så meget ansvar som muligt ud til de enkelte lokalområders ledelse. Som leder af HIMWA valgte masaierne Daudi Ole Lawasare, som selv er masai. Han var i september 1995 en måned i Danmark som deltager på den konference i demokrati, Dansk Missionsråd var indbyder til. Mange vil huske ham for hans engagement og gode humør.

HIMWA samarbejder særlig med to selskaber:

1) det canadiske kirkelige udviklingsselskab CRWRC fra den reformerte kirke, som hjælper med uddannelse og vejledning af HIMWA's ledelse, samt økonomisk støtte til administration og afholdelse af udviklingsseminarer.

2) det danske Luthersk Missionsforening, som hjælper med uddannelse og rådgivning.

Det har været en absolut målsætning for begge selskaber at overlade initiativet til masaierne selv, og dermed har vi også satset meget på så hurtigt som muligt at uddanne lederne i HIMWA til selv at sætte tempoet og tage ansvaret. Det er lykkedes over al forventning.

Set fra en moderne vestlig tankegang vil man måske sætte spørgsmålstegn ved det rigtige i, at kirken spiller en aktiv rolle i udviklingsarbejde. Dertil kan der for det første siges, at det er en helt naturlig del af kirkens opgave at hjælpe folk i nød. For det andet, at det er en grundlæggende fejl, hvis man i en gennemreligiøs sammenhæng som den i Tanzania udelukker den åndelige dimension i udviklingsarbejdet. Der ville simpelthen mangle en yderst væsentlig del, som ville gøre arbejdet ualvorligt for tanzanianeren. Den fejltagelse er typisk for vestlig udviklingshjælp, der ofte kun beskæftiger sig med det fysiske og materielle. Faktisk har vi i arbejdet blandt masaierne set, at evangeliet har et forbløffende modspil netop til det, der i deres kultur og religiøse forestilling identificeres af dem selv som noget, de mangler.

Blandt de mange tiltag, HIMWA er gået ind i, kan i korthed nævnes: hjælp til at få land registreret som masaaiernes eget; hjælp til sundheds-og skolearbejde; beskyttelse af masaierne overfor uretfærdige embedsmænd (det har i ét groft tilfælde resulteret i embedsmandens fyring); hjælp til at dyrke "cashcrops" som erstatning for kvæg, der døde på grund af sygdom; hjælp til at forbedre kvindernes situation i dette mandsdominerede samfund. Det sidste er næsten noget af det sværeste. Som oftest sker der først en ændring i det øjeblik, man erkender, hvad det vil sige at leve som kristne i et ægteskab. Masai-mændene har stadig meget svært ved at acceptere kvinder f.eks. i HIMWAS ledelse.

Som et meget konkret eksempel på den hjælp, HIMWA har været i stand til at yde - og sat i perspektiv af Martin Loft's artikel om masaiernes utrolig dårlige situation i Ngorongoro Crater, hvor DANIDA prøver at hjælpe - kan nævnes hjælpen til masaierne ved Ruaha Nationalpark, der ligger ca. 100 km. nordvest for Iringa. Denne nationalpark er på 12.950 kvadratkilometer (eller lige knap dobbelt så stor som Sjælland). Et meget spændende område gennemkrydset af en af Sydtanzanias større floder, Great Ruaha. Det fortjente at være bedre kendt, men det er ikke mange besøgende til Tanzania, der får set den betagende natur og de mange dyr her, fordi nationalparken ligger så afsides.

De første masaier kom til området i 1930. De bosatte sig specielt i et meget frugtbart område, Kolongo, der nu ligger på grænsen til den nuværende nationalpark. I godt 30 år fik de lov at bo der i relativ ubemærkethed. Kvæget trivedes fint, og der var nem adgang til vand. Kort efter Tanzanias selvstændighed blev området "opdaget", og snart efter blev den første landsby bygget. Det område, masaierne havde boet på i 30 år, blev lagt ind under landsbyen, og masaierne blev tvunget til at flytte til et ringere sted, hvor adgangen til vand var meget besværlig. Siden da har der hersket konstant spænding mellem landsbybeboerne på den ene side og masaierne på den anden, der har givet sig udslag i mange kedelige episoder og friktioner. Lad mig bare nævne nogle få her:

Det har forståelig nok vakt harme blandt landsbybeboerne, når masaierne har stjålet kvæg fra dem. Det er en så integreret del af masaiernes kultur, at de har retten til kvæget, at de opfatter det som noget ganske naturligt, at de "overtager" kvæg, som andre stammer (efter masaiernes mening) "uretmæssigt" opdrætter. Kvægtyveriet er blevet mødt med omfattende repressalier, såfremt tyven ikke er blevet fundet. De har i f.eks. givet sig udslag i, at landsbybeboerne har fanget og indespærret tilfældige masaikvinder, og i nogle tilfælde pisket dem for at få dem til at afsløre tyven.

Efter at landsbyen er blevet oprettet er der lagt afgift på masaiernes kvæg. Da de ingen service har fået for disse penge (dyrlæge og andre officielle personer koncentrerer sig udelukkende om landsbybeboernes kvæg) er de ikke ret motiverede for at betale det.

Det er vanskeligt at holde styr på de store flokke af kvæg, specielt når de en varm dag går ned til floden for at drikke. De skal passere mellem marker, der ligger som en barriere og spærrer for vandet. Landsbybeboerne er forståeligt nok meget kede af det, når kvæget kommer til at gå ind på deres marker. På grund af gnidningerne mellem de to grupper er dette problem vokset helt ud over alle proportioner. Det er nu standardpraksis, at går en ko ind på en mark vil ejeren blive afkrævet en skadesafgift, der i kroner og ører svarer til koens egen værdi - vel at mærke uanset om den har lavet skade eller ej. Dommeren på stedet har bemyndiget landsbybeboerne til selv at indkræve denne skadesafgift; - vil masaierne ikke betale kommer sagen for retten, hvor der som standard bliver lagt yderligere 50% på.

Endelig skaber det også store problemer for masaierne, at landsbybeboerne i tørtiden afbrænder det græs, som masaiernes køer skulle have levet af. Det opfattes af masaierne som chikane for at gøre livet vanskeligt for dem.

Forholdet til nationalparken har været dårligt, og masaaierne har levet under en bestandig trusel om at blive fjernet fra området. Det blev mere og mere klart for dem, at de levede på lånt tid. De så i øjnene. at deres fortsatte muligheder for at vedblive med at eksistere som masaier nærmest ikke eksisterede.

Disse problemer og gnidninger har fået masaierne til at komme til HIMWA, der nu er gået i forhandlinger med den lokale distriktsledelse, landsbyledelsen og ledelsen for nationalparken. For alle har situationen føltes utålelig. Man har fra lokalregeringens side været meget imponeret over den tillid, HIMWA har hos masaierne, og det har resulteret i følgende:

1) Fra lokalregeringens side vil man nu som standardprocedure have HIMWA med som rådgiver og repræsentant for nomadebefolkningen i alle sager, der vedrører dem.

2) Lokalregeringen har sammen med nationalparkens ledelse og HIMWA (der også har lokalboende masaier med i forhandlingsgruppen) fundet et område i udkanten af nationalparken, som er perfekt for kvæg med let adgang til vand, og som rigeligt kan rumme de 2000 masaier, der bor der. Der kan de bosætte sig, og de vil få registrerede landrettigheder til dette område. Masaierne selv er yderst tilfredse med dette område.

3) Området ligger så tilpas langt fra de nærmeste landsbyer, at der næppe vil blive de store friktioner. HIMWA vil hjælpe med til at lave nogle grænser for at undgå episoder.

4) På foranledning af HIMWA har masailederne gennemdrøftet masaikulturen. Et konkret resultat af denne drøftelse har bl.a. været, at man har vedtaget et generelt forbud mod kvægtyveri. Et sådant forbud får lov-status hos dem. Man har hos masaierne ved Kolongo indset, at det er det fornuftigste at overholde dette og stoppe med at tage andre stammers kvæg.

På trods af, at HIMWA er et meget ungt selskab, er tydelige resultater af dets arbejde ved at vise sig. Vi må glæde os over en sådan succes-historie, når udviklingen ellers generelt er meget negativt hos masaierne.

Axel Rye Clausen Undertegnede har siden 1984 arbejdet i Tanzania, udsendt af Luthersk Missionsforening. Har siden 1992 særligt arbejdet blandt masaier i Sydtanzania for Tanzanias lutherske kirke.

Klik her for at komme tilbage til artikeloversigten eller her for at komme tilbage til forsiden