Missionskredsbrev

27. juni 1995.

Indledningsvis vil vi gerne takke for jeres forbøn og medleven. Vi har det godt og glæder os over at få lov til at stå i opgaven som jeres udsendinge. I skal høre lidt om et par nye tiltag her og noget om masaimissionen.

Bibelbrevskolen.

I lighed med "Logos" hjemme blev der for halvandet år siden startet en bibelbrevskole her. Axel havde fået ideen i forbindelse med et besøg hos norske litteraturmissionærer. Udgangspunktet er en kristen bog, hvortil der er udarbejdet studieark til hvert kapitel. Arket udfyldes af deltagerne og sendes til rettelse, hvorefter de modtager næste studieark. Nogle af grundbøgerne er udgivet af det lille LM-forlag, som Axel arbejder med i forbindelse med litteraturmissionen. Det er også ham, der udarbejder studiearkene, men rettearbejdet klarer han ikke længere alene. I løbet af den tid, bibelbrevskolen har eksisteret, har der nemlig meldt sig ca. 300 deltagere! Et par afrikanske medarbejdere tager sig af rettearbejdet. Kun de ark, hvor besvarelsen viser, at deltageren har specielle problemer, tager Axel sig af. Vi glæder os over den store deltagelse, der viser, at folk længes efter at få større indsigt i Guds Ord.

Filmbilen.

Amerikanske kristne, der havde hørt om vækkelsen blandt masaier, tilbød at skaffe en bil indrettet til udendørs filmfremvisning, som kan bruges til fremstød i landsbyerne. Denne bil er netop ankommet hertil, men har endnu ikke kørt sin første tur. Axel skal ikke selv køre den. To afrikanske medarbejdere, som har hjerte for evangelisering, kommer til at stå for dette arbejde, som hører ind under Axels opgaver i Iringa stift og de andre stifter i Sydtanzania. Aftalen er, at bilen ikke kun er forbeholdt masaimissionen. Den kan udlånes til fremstød i landsbyer, hvor der ikke bor masaier, når blot udgifterne dertil bliver dækket af den lokale menighedskasse eller på anden vis, så det ikke går ud over masaimissionens budget.

Masaiarbejdet.

Dette er delt i to grene. Den ene er en forening,som er oprettet af masaierne selv, dog stærkt inspireret af Axel og en canadisk missionær. Foreningens formål er at hjælpe masaierne til bedst muligt at klare omstillingen til de ændrede livsvilkår, som udviklingen i Tanzania har medført. Endvidere er formålet, at masaierne må blive kristne. Det er den canadiske missionær og hans to volontører, der særlig hjælper i denne gren af masaiarbejdet. I et af område har de hjulpet 20 små masailandsbyer igang med at løgdyrkning. Løg gror godt i dette område og giver en pæn indkomst, når de sælges i byerne. Masai'erne har i fælleskab købt en vandpumpe, som overrisler markerne, og de samarbejder så om dyrkningen. Indkomsten skal være en erstatning for de køer, det ikke længere er muligt for masaierne at holde, nu hvor landets udvikling har afskåret dem fra de frie græsningsmuligheder. Der undervises og hjælpes ikke kun i agerbrug, men også i sygdomsforebyggelse, sund kost m.m. Når der holdes kursus i disse emner er der også altid kristen oplæring i form af bibeltimer. Denne arbejdsgren hedder i forkortelse HIMWA. Den anden arbejdsgren hedder MUWA. Det er Den Lutherske Kirke i Sydtanzanias udadrettede arbejde blandt masaier. Formålet for denne arbejdsgren er at bringe evangeliet til masaierne og oprette menigheder iblandt dem. Axel står i spidsen for denne opgave. De to arbejdsgrene virker side om side og har et godt samarbejde. Det er dejligt at mærke, hvordan de kristne masai'er, som vi bruger til disse fremstød, efterhånden er blevet åndeligt modne og grundfæstede. Som regel er det MUWA-holdet, der først når ud til et nyt sted. Dette hold består af Axel og de fire masaievangelistelever og deres lærer. De tager ud til en unået landsby, taler med høvdingen og får lov at forkynde Evangeliet. Efter nogle dages arbejde der kommer så resten af holdet fra både MUWA og HIMWA. Der bliver holdt stormøde, hvor folk kommer fra mange landsbyer, og Jesusfilmen bliver vist. Ofte bliver der vækkelse, mange vil tage imod Jesus som deres frelser. Der bliver undervist om såvel praktiske som åndelige emner. Hvis alt går som det skal, modtager landsbyen flere besøg af de to arbejdsgrene. Der oprettes en menighed, der betjenes af en af områdets evangelister eller præster, og landsbyen får hjælp til at komme ind i en god udvikling, som er tidssvarende i forhold til det omgivende samfund, samtidig med, at de bevarer deres stammemæssige egenart.

For nylig var vi ude i et område, hvor vi allerede havde kontakt til en masai-landsby tæt ved Ruaha Nationalpark, der hedder Enderkesi. Imidlertid lå der vest og syd derfor 2 andre områder (begge ca. 20 km derfra), som vi ingen kontakt overhovedet havde til. Vi var et hold på 11 personer (fra MUWA og HIMWA), heraf 1 kristen masai-kvinde, som er døbt Anna. At hun kunne være med i vort team var meget usædvanligt, da kvinderne traditionelt har en meget ringe status i masai-samfundet, og ikke normalt kan anerkendes som medlem af en gruppe af mænd. De tælles i bogstaveligste forstand med blandt kvæget! Vi kørte først til den landsby, vi havde kontakt med. Vi havde aftalt, at vi skulle være der i 3 dage og holde møder, imens en anden gruppe forsøgte at få kontakt i de 2 andre områder.

Mens der nu var møder, var jeg ude med evangelisteleverne. De blev sat af 2 og 2 hvert sted, og så måtte de så i de dage, det varede, inden vi kom dertil med hele holdet, opnå kontakt og accept af, at vi kom, og finde ud af, hvem af de lokale høvdinge, der var villig til at huse os. Kort fortalt fik vi begge steder god kontakt, og vi havde nogle virkelig gode møder, hvor folk begge steder samledes fra mange masai-bosteder. Begge steder oplevede vi også accept af vort arbejde, og at folk gerne vil høre mere om Jesus. Der er basis for at komme igen begge steder for at prædike og undervise.

4 ting glædede mig især på denne tur:

For det første, at flere fra Enderkesi var villige til at slutte sig til vort hold og dermed vise deres accept af os og vort arbejde og deres tro på Jesus.

For det andet, at Anna fik nogle meget fine samtaler med kvinderne, og at det lykkedes hende at få kvinderne til at deltage i møderne sammen med mændene. Som en af de lokale kvinder sagde: "Det er første gang nogen sinde, at vi har fået lov til det". At hjælpe kvinderne til en bedre position i nomade-samfundet er også vigtigt for os.

For det tredje, at den lokale sognepræst og hans evangelister sluttede op om vort arbejde, deltog i alle møderne, og at de var villige til at fortsætte med opfølgningsarbejdet. Det er meget sjældent, at vi oplever det.

For det fjerde, at evangelisteleverne og HIMWA-holdet er modnet utrolig meget i den forholdsvis korte tid, der har været til at oplære dem.

Klik her for at komme tilbage til artikeloversigten eller her for at komme tilbage til forsiden