Interview med Yohana Ngekee

Artikel til missionsvennen. 29/9-1993

Et elefantkranium i en skov. Det har jeg siddet på nogle timer, imens der har været stiftende møde for masaiernes nye selskab, vi har hjulpet dem med at oprette. HIMWA = "Selskabet til fremme af Evangeliet og Udviklingen blandt Nomadefolk". Der er kommet mange ledere fra en stor del af Sydtanzania. Min stilling her er nærmest observatør, idet masai'erne selv skal have frihed til at forme dette selskab, som skal sikre masai'ernes interesser overfor en omverden, de har vanskeligt ved at forstå. Gymnasielæreren Daudi OleLawasare, som er min hjælper i masai-arbejdet, bliver valgt som leder af HIMWA og skal nu stå for oprettelsen af et kontor i Iringa, hvor masai'erne centralt kan få hjælp. Under en pause spørger jeg ham om hans visioner for den udviklingsmæssige del af arbejdet:

Daudi: "Der er et meget stort behov for hjælp til forebyggende sundhedsarbejde og undervisning. Vi håber, at HIMWA kan være kanal for hjælp på disse områder. Et andet stort problem for de fleste masai-samfund er vand samt nem adgang til kvægmedicin. Vi er allerede nu i gang med at hjælpe masai'erne med landrettigheder her i Sydtanzania, og på det område er vi faktisk kommet ret langt. Også på det udviklingsmæssige område regner vi med et tæt samarbejde med kirken."

Præsten Yohana Ngekee, som kommer fra Usangu-sletten tæt ved Mbeya, og som har evangeliseret i mange år blandt sit stammefolk, kommenterer:

Yohana: "Vi er meget bundet af vore traditioner. Derfor er det meget svært at begynde noget nyt. For os masai'er her i Sydtanzania er det kun indenfor de sidste få år, det er begyndt at gå op for os, at vi er blevet kørt ud på et sidespor i samfundet. De fleste af os kan ikke læse, og der er ikke plads til os og vort nomadeliv i det moderne samfund."

Daudi: "Ja, masai'erne oplever ofte, at den jord, de gennem lang tid har boet på og benyttet, pludselig ikke mere er deres, idet andre folk eller store selskaber lige pludselig har fået jordrettighederne af regeringen. Og så må vi flytte, for alle udnytter, at masai'erne er analfabeter og ikke kender deres rettigheder. De er bange for at få problemer med et samfund, de ikke forstår, og derfor er det nemt at fjerne dem fra deres jord."

Yohana: "Det er af samme grund, at det både er tungt og svært at udbrede evangeliet til masai'erne. Vore ledere eller profeter, "laiboni", tilbedes som guder, og det er meget vanskeligt at ændre ved. De dirigerer hele masai-stammens liv ved hjælp af åbenbaringer og profetier.

Hvis en laiboni befaler noget, må det følges af masai'erne. Derfor har det været svært at forkynde evangeliet - og det er ikke blevet modtaget blandt mændene, fordi der ikke har været tilladelse fra deres laiboni til at høre på."

Inden interview'et blev færdigt, måtte vi flytte et andet sted hen. Der kom faktisk en stor elefantflok og forstyrrede os. Mens masai'erne har travlt med at jage dem væk, fortsætter vi. Jeg må tilstå, at jeg kigger mig lidt nervøst omkring, for elefanterne trompeterer højt, og på et tidspunkt passerer flokken os ikke 100m borte.

Daudi: "Det store gennembrud her i Sydtanzania kom i 1992, da laiboni for dette område gav tilladelse til, at evangeliet kunne forkyndes. Da blev der lyttet og taget imod. Her i efteråret skal Clausen og jeg besøge ham 2 gange sammen med nogle af de masai-prædikanter, vi har indbudt fra Kenya." Yohana: "Hvordan vi skal forkynde evangeliet for masai'erne må gennemtænkes meget nøje. Evangeliet er det samme, men vores kultur gør det ikke særligt nemt at modtage det i den form, som det gives videre til de andre folkeslag her i Tanzania.

For det første er det kun få, der kan læse, og for det andet er de vant til en religion, der er direkte profetiske åbenbaringer. I disse åbenbaringer bruges et billedsprog, der i meget stor grad drejer sig om køer.

En ting, der har hjulpet mig til at forkynde evangeliet, er brug af billeder, der har udgangspunkt i vores billedsprog. Faktisk kan en komave godt bruges som udgangspunkt, når evangeliet skal forkyndes. Også Gamle Testamentes profetier og pagter er umiddelbart forståelige for os, da de på mange måder ligger tæt op ad vore traditioner."

Daudi: "Forsoningen i Jesus, hans død for os på Golgathas kors, er forståelig for masai'erne, og vi har traditioner for forsoning imellem vore stammer, som hjælper med til at forklare Evangeliet om Jesus.

I det arbejde, der nu er startet blandt nomadestammerne i hele Sydtanzania, må vi bede om og arbejde meget på, at evangeliet bliver forkyndt, så det trænger helt ind i hjertet."

På samme måde som HIMWA er ved at blive et fælles interesse-selskab for masaierne i Sydtanzania, er vi i den lutherske kirkes stifter i Sydtanzania i gang med at oprette et fælles arbejde for nomadefolkene, som jeg indtil videre er blevet leder og organisator af. Et tysk missionsselskab har givet os penge til at drive dette arbejde. På længere sigt håber vi at få det ind i mere faste rammer.

Et af resultaterne har været, at vi igen i år har kunnet tilkalde evangeliserende masai-grupper fra Kenya til at hjælpe os med arbejdet. Bjarne Mogensen fra Ulanga og jeg modtager gruppen DIGUNA fra Kenya. De skal i den næste måned besøge masai'erne i Sydtanzania. Bjarne og jeg er taget i forvejen til Mboliboli i Pawaga-området, som er deres første station. De skal være høvdingen Samatos gæster. Han har gjort meget ud af forberedelserne og bl.a. indkaldt masai'erne fra det omliggende område til stammemøde, traditionelle danse m.v. Dette giver nogle udmærkede muligheder for at prædike evangeliet til et stort antal masai'er.

Bjarne og jeg får at mærke, at vandproblemerne virkelig er noget reelt. Kvinderne har over 10 km at gå med vandspandene gennem den varme land, som næsten ligner en halvørken. Så er det rart med nogle biler, der kan tage dette hårde slid, for der er brug for meget vand til alle gæsterne.

Med ca. 2 dages forsinkelse kommer DIGUNA-lastbilen - herligt. Vi var ved at blive noget nervøse. Den ældste af masai-deltagerne på lastbilen er 75 år, så man hører på ham, når han forkynder evangeliet.

Den næste måned skal dette team besøge Sydtanzanias masai'er. Jeg har lagt en foreløbig plan efter at have været i kontakt med lederne i de forskellige stifter, og den bliver nu pudset af. Bjarne er glad for, at de indvilger i at tage sig god tid til at besøge Ulangas masai'er. De har indtil nu ikke været berørt særligt meget af den vækkelse, der ellers foregår i Sydtanzania. Vi må bede om, at deres besøgelsestid kommer nu.

Axel Rye Clausen

Klik her for at komme tilbage til artikeloversigten eller her for at komme tilbage til forsiden