Masaiarbejdet begynderTitel

Iringa, 9/1-1993

Artikel til Missionsvennen

Nordvest for Iringa i det flade lavland, hvor den store og den lille Ruaha-flod mødes, i et område kaldet Pawaga, sidder vi i Samato Maninis masailandsby. Man kommer dertil ved at forlade den almindelige jordvej og køre 20 km. over den flade slette uden nogen hjulspor at støtte sig til. Samato og hans ven Kiulei fra nabolandsbyen var med os på køreturen. Vi havde alle deltaget i et høvdingeseminar i en landsby tæt ved Iringa.

"Vi var ellers lige ved at gemme os, da vi så bilen", siger en af mændene fra landsbyen. "vi troede, at det var skatteopkrævere. Men da vi så dit hvide ansigt, blev vi beroligede".

Denne sætning er med til at pege på den meget store kommunika-tionskløft, der er mellem masai'erne og de swahili-talende tanzanianere. Det virker faktisk, som om vi hvide missionærer har lettere ved at omgås og komme i kontakt med masai'erne end deres swahili-landsmænd. Der er en meget stor indbyrdes frygt og mistillid. Masai'erne er et kvægnomadefolk. Utrolig mange af dem er analfabeter og har sværere end de andre stammer ved at forstå swahili. De er forsømte såvel af regering som kirke, og er i disse år stærkt på vej til at blive fordrevet fra deres traditionelle områder på grund af manglende forståelse for mekanismerne i et moderne samfund og skrupel-løse firmaer og folk, som vil have deres jord.

Under vores samtale kommer vi ind på at tale om fugle, og Kiulei nævner, at der bor nogle underlige fugle ved floden. De lægger ikke æg og har ikke unger, og hvert år forsvinder de sporløst i mange måneder. Det viser sig, at det er storke, han taler om, og jeg kan give ham gådens opklaring ved at fortælle om trækfugle i Danmark, og straks har vi næsten etableret en "familie-forbindelse".

Hvordan forkynder vi evangeliet til masai'erne? Skal vi bare tage ud til deres landsbyer og gå i gang, eller skal vi bruge en anden ind-faldsvinkel, end vi bruger til de swahili-talende? Noget tyder på det. Evangelisationen har for det første ikke været gjort altfor helhjertet af kirken - dertil er de kulturelle forskelle og den gensidige mistil-lid for stor, og for det andet er det egentlig få, der er blevet nået. En mandlig masai fortæller mig, at "når kvinderne vil være kristne, tager vi det ikke mere alvorligt end børnenes leg".

Her i vinter har vi prøvet at gå en lidt anden vej, idet vi inviterede den øverste masai-høvding for Kenya og Tanzania, Isaya Ntokote, til Iringa. Han er blevet kristen og vil gerne bringe evangeliet videre til sit folk. Han lærte os, at det er vigtigt at respektere masai'ernes ledelsessystem, som er meget udbygget og er af stor betydning i deres samfund. Vi begyndte derfor med at besøge den øverste masai-leder for det Sydlige Tanzania, som har været meget imod kristendommen og forbudt masai-erne at tage imod evangeliet. Det blev et meget positivt besøg, hvor man mærkede, at Gud havde beredt vejen. Efter 2 dages samtale gav denne leder lov til, at evangeliet kunne prædikes i de masai-landsbyer, som hørte under ham. På baggrund af denne tilladelse indbød vi alle landsbylederne fra det meste af Sydtanzania til at give møde i en masai-landsby ca. 30 km. udenfor Iringa. Ved at bruge masai'ernes "jungletelegraf" lykkedes det på forbløffende få dage at få dem trommet sammen, ialt næsten 50, af dem var 2-3 kristne.

Der var gensynsglæde, da man mødte hinanden. Og spænding over, hvad det var, man skulle med til. Kun de færreste havde truffet Ntokote, og man mærkede, at han var noget af en myte blandt sit folk. Jeg havde travlt. Det er ikke så ligetil en sag at stå med 50 masai-høvdinge i en afrikanerlandsby, som man skal bespise og finde sove-plads til, og som skal have gode rammer for deres møde. Heldigvis er man kommet langt, hvis man kan give masai'erne kød at spise, så jeg fandt en mand, der ville sælge 3 store geder. Så havde vi nok til, at de kunne spise en hver dag. Og så gik vi ellers i gang med mødet.

Masai-høvdingen fra Kenya, hans to hjælpere og nogle kristne masai'er her fra Tanzania underviste og prædikede på masai-sprog i 2 dage, og jeg havde nogle få timer på swahili. Den mellemste dag havde vi sat af til drøftelse om, hvordan masai'erne får del i den samfunds-udvikling, der sker her i Tanzania, og vi prøvede at hjælpe dem til at skabe et forum blandt dem for selvhjælp til udvikling. Alt ialt var mødet meget succesfuldt og blev betragtet som noget af et gennembrud i denne del af landet. Ved afslutningen af mødet gav langt de fleste til kende, at de gerne ville være kristne, og at vi var hjertelig velkomne i deres landsbyer.

En sådan indbydelse skal man ikke sidde overhørig, så derfor tog vi dem straks på ordet og besøgte en god del af landsbyerne i vort område, deriblandt Samatos.

Det er en stor oplevelse at besøge i en masai-landsby. Jeg sover i bilen. Masai'erne er venlige, imødekommende og behagelige mennesker og for så vidt nemmere at omgås end de andre afrikanere. Jeg blev bl.a. også budt ind i mændenes kødsted, hvor de slagter og tilbereder en ged eller ko og derefter svælger i kød, til den er helt spist op. Man sidder på stole, der er lavet af kokranier. Det er et sted, hvor det er strengt forbudt for kvinderne at komme. Mændene tilbereder selv kødet. Bagefter drikker de en styrkedrik lavet af blod, suppen fra det kogte kød og et afkog af urter og bark. Masai'erne fra Kenya havde set frem til denne drik med længsel. De følte, at deres stemmer var blevet så svage, og de var uden kraft, fordi de ikke havde fået den siden afrejsen fra Kenya. Der er god lejlighed til at berette og snakke. Hos Samato bliver der fortalt om, hvordan han for nylig nedlagde en løve med sit spyd, og han opfører en hel pantomime for at vise, hvordan jagten var foregået. Om morgenen badede vi i en flod i nærheden. De swahili-talende afrikanere her gyser, når man fortæller dem om det, og man har på fornemmelsen, at de regner det som lidt af et under, at jeg ikke blev "puttet i gryden", da jeg sov ude hos dem. Det viser igen den store kulturkløft, der er mellem de to afrikanske folk, og den mistillid, de har til hinanden.

Som et resultat af dette arbejde står vi nu med flere hundrede masai'er, mænd og kvinder, som gerne vil døbes og være kristne. Gud er stor, at Han har givet os denne indgang til dette folk.

Hvordan skal evangeliet forkyndes til dette folk? Hvilke eksempler vil kunne bruges ind i deres sammenhæng? Ja, nomadelivet, som det er beskrevet i Gamle Testamente, forstår de fuldt ud. De kender også til at genfortælle og huske begivenheder fra gamle dage. Et meget almindeligt udtryk blandt dem for overraskelse over noget nyt er: "Sådan var det ikke, da vi drog fra Cairo". En begivenhed, der må ligge århundreder tilbage og afspejler deres omkringstrejfen i Afrika. Et andet udgangspunkt for min forkyndelse for dem var episoden i Samatos landsby, hvor de et øjeblik troede, at det var skatteopkræ-veren, der kom. Vi står i Jesus skyldfrie overfor Gud. Vor gæld er betalt med blodet på Hans kors.

Udover det rent forkyndende prøver vi også at hjælpe dem med forskellige ting vedrørende udviklingshjælp. F.eks. at hjælpe dem til lovformeligt at få nogle passende landområder, hvor de kan være uden at blive jaget væk. Det er på høje tid at få gjort noget ved det. Endvidere at hjælpe med skolegang og mere tidssvarende kvægbrug. Det er et stort særsyn at møde masaier, som har fået mere end den mest nødtørftige skolegang - de fleste går overhovedet ikke i skole, og derfor er de lette ofre for folk, der vil snyde dem i handel.

Til sidst havde vi et møde med lederne fra stiftet, hvor vi prøvede at tage hul på en del praktiske, teologiske problemer, man møder i masaievangelisationen. Flerkoneri er reglen blandt masai'erne. Hvad gør vi ved de mænd, som nu vil være kristne, og som har en hærskare af koner? Skal han skille sig fra konerne? Hvad sker der med disse bagefter? Det er nok et af de allervanskeligste problemer, man kommer ud for i pionermissionen.

Et andet, mere praktisk spørgsmål, er opfølgelsen af dette arbejde. For den almindelige afrikanske sognepræst er det ligeså totalt fremmed af evangelisere i en masailandsby, som det er for mig. Det betyder, at vi som missionærer må fremelske et syn for den åndelige nød blandt dette folk hos deres kristne landsmænd, og at vi på en særlig måde må støtte dette arbejde, hvis det ikke skal falde til jorden igen. Formår vi det? Ikke i egen kraft og visdom. Vi må bede om, at Gud må give os det, vi trænger til, og den udrustning, der er nødvendig. I februar har jeg på vort stifts vegne taget initiativ til et fælles møde for de 8 stifter i Sydtanzania, for at vi i fællesskab kan udarbejde en plan for, hvordan vi kan hjælpe hinanden i masai-missionen.

I min arbejdsplan for næste år vil dette arbejde få en fremtrædende plads. Vi må bede om, at Gud fortsat må lade evangeliets dør stå åben til dette folk.

Ca. 3 uger efter vor rundtur med Ntokote besøgte jeg en af masai-landsbyerne igen for at vise film. De havde på den tid oprettet 3 prædikenpladser og var begyndt med regelmæssige andagter og gudstjenester med hjælp fra den stedlige menighed.

Axel Rye Clausen

Klik her for at komme tilbage til artikeloversigten eller her for at komme tilbage til forsiden