|
Dørene slås op
Kære Alle.
I de sidste måneder har vi beskrevet opstarten af Countryside Harvest Mission, hvor Axel sammen med en grupppe cambodjanske præster underviser i menigheder i landområderne. Denne gang vil vi fortælle om nogle af de andre områder, vi også er blevet involveret i her i Siem Reap.
Mandag morgen slås dørene op til den nye engelsksprogede skole for missionærbørn i Siem Reap. 18 børn er tilmeldt. Skæringstallet for den økonomiske minimumsgrænse var 10 børn. Der er et passende antal lærere, professionelle og veluddannede, der dækker de fagområder og årgange, der er brug for. Jeg (Annelise) har været involveret i opstartsfasen og vil følge udviklingen tæt uden at have nogen del i skolens hverdag. Jeg sidder i bestyrelsen. Det er en glæde og tilfredsstillelse at være involveret i noget, hvor gamle erfaringer kan komme i spil. Gode skoleløsninger gør det muligt for missionærer med børn at arbejde i Siem Reap. Kommer der til at gå danske børn af LM-udsendinge i den nye skole? Det er det, vi håber, og som er baggrunden for min indsats.
Hvilken type missionærer er der brug for?
Hvilke volontørpostioner?
Hvilke indsatsområder?
Hvordan tegner fremtidens arbejde sig så vidt vi kan se efter fire måneder her?
Grundige overvejelser og god planlægning er en forudsætning for et godt resultat. Vi lægger i disse dage nogle arbejdstimer i disse spørgsmål. Det gør os spændte og forventningsfulde. For hvordan vil ideerne blive modtaget af ledelsen hjemme? Og selv om vi har bestræbt os på at finde lavbudget-forslag, så kræves det dog, at nogen giver de penge, som arbejdet drives for. I Luthersk Mission er det holdningen, at socialt arbejde og kristent arbejde går side om side.
Axels involvering som rådgiver for interesseorganisationen Cambodian Christian Protestant Community (som er officiel talsmand overfor regeringen for de evangeliske kristne) har givet et par ture til Phnom Penh, og indsigt i spændende nye problematikker. Vi hører ikke normalt om forfulgte kristne kirker her, men der er alligevel nogle få tilfælde. Axel har været med i at løse en af disse konflikter. En anden sag er under udvikling i Siem Reap. Her har han rådgivet, men det er op til de involverede, om de vil følge rådene. Som rådgiver tager man jo ikke beslutningen, men man må give de implicerede frihed til at vælge at gøre, hvad de vil.
Inden længe kommer Margrethe og Karsten på besøg. Det bliver godt at vise dem vore nye omgivelser. For nylig havde vi private gæster fra Danmark nogle dage. Det var dejligt at tale dansk og diskutere forhold, både de og vi kender til. Det er godt for os med nogle gæster ind imellem.
Kærlig hilsen fra Axel og Annelise.
Klik her for at komme tilbage til nyhedsoversigten eller her for at komme tilbage til forsiden
|