Et stort skridt på vejen



Kære alle,

De seneste uger har været meget frugtbare med hensyn til vore nye opgaver.
Lederen af netværket for de evangeliske menigheder i Siem Reap anbefalede Axel til at tage kontakt til en bestemt præst, som han mente ville passe ind i de planer, vi har for det kommende provinsarbejde. Denne Pastor Kong viste sig at være præst i den kirke, vi har opdaget her på vores vej, 200 m.fra vort hus. Kirken er et helt almindeligt hus, men der er hængt store bogstaver op over døren: "House Of Prayer" (Bedehus).
Pastor Kong er på egen hånd i gang med at evangelisere og undervise ude på landet, men er meget begrænset i sin radius p.gr. af transport. Han synes, at det er en gave til ham, at en missionær dukker op med lignende planer for sit fremtidige arbejde. Tilsvarende synes vi, at han er en gave til os, for vi mener, at det er helt afgørende med et tæt samarbejde med lokale folk, der har kendskab til forholdene og forståelse for levevis og tankegang. Det har Pastor Kong, for han er selv vokset op i et yderområde i Siem Reap provins og kender til alle de problemer, disse fattige områder har.
De kommende måneder vil vise, om der er grundlag for et fremtidigt samarbejde. Om der er samklang i teologi, arbejdssyn og "kemi".
Pastor Kong er nu i gang med at finde andre med teologisk uddannelse og "det rette hjertelag", der vil være med til at aflægge besøg for at undervise i landsbyer i de to yderdistrikter, vi har valgt som målområder.
Vi synes at vi hermed er kommet et stort skridt på vejen i LM´s Provinsarbejde, og vi er overraskede og glade over, at det er sket så hurtigt.

Vi har været i Siem Reap i ca. halvanden måned nu, og vi må sige, at vi synes tilværelsen her er bedre end i storbyen. Vi nyder hver dag stilheden og den friske luft samt de manglende trafikkøer. Desuden kan man få "alting" her, så vi lider ingen nød.
De fleste af vore kolleger fra Phnom Penh har besøgt os. Det giver os en god følelse af samhørighed med dem. Det går dog ikke så nemt med at få en ny tæt vennekreds her, som vi kunne ønske, og gudstjenesterne i den internationale menighed føles ikke hjemmevant for os med vores lutherske baggrund.
Her er stadig meget varmt og trykkende. Ingen kan huske noget lignende tilbage i tiden. Den rigtig varme tid plejer at være slem, men den er ikke meget langvarig. Men i år har vi måttet leve med den fugtige hede siden en gang i marts. I denne uge har vi dog fået nogle gode byger, så nu håber vi, at det ubehagelige vejr snart er omme og landmændene kan få sået.

Kærlig hilsen fra Axel og Annelise.



Klik her for at komme tilbage til nyhedsoversigten eller her for at komme tilbage til forsiden