Nytår



Kære Alle.

Nytåret er over os; Cambodjas hyggeligste højtid. Stemningen kan sammenlignes med julefejring. Vore nabohuse er pyntet med lyskæder, og store flotte nytårsstjerner med lys er hængt op. Jeg kunne godt tænke mig at have sådan en stor dejlig kulørt nytårsstjerne hængende, men vore kristne cambodjanske venner siger, at det kan man ikke have, når man er kristen. Jeg har ikke hørt en forklaring, men følger gerne til deres råd.



Nytårsstjerne.



Nytårssøndagens prædiken indeholdt et afsnit om, at højtiden er vanskelig for de kristne i samværet med deres familie. Der går et skel mellem familiemedlemmer, som ikke deler religiøs grundholdning. Det er som at høre til i to forskellige riger. Pastor Kong, som meget snart skal til Danmark, talte om glæden ved at høre til i Guds Rige af nåde.
Generelt finder der ingen religiøse forfølgelser sted.

Ved mørkets frembrud var der nytårsfest udenfor kirken. Deltagerne var aftenbibelskoleholdet med ægtefæller. Vi fik god mad. Ved enhver lejlighed, hvor noget fejres, gøres det med fuld musik. Store højtalere delagtiggjorde nabolaget i fejringen. Det var internationalt kendte lovsange med cambodjanske tekster.

Inden spisningen skulle jeg vise damerne, hvordan man kan lave oblater. De var blevet opmærksomme på Bibelens tale om usyrede brød. Jeg plejer altid at lave oblater til vore danske gudstjenester med nadverfejring, som finder sted nu og da. Normalt bruger menigheder i Cambodja tern af sandwichbrød.

Det er nu et år siden vort hjemmeophold. I det forløbne år har vi ikke været afsted sammen, men snart tager vi en uge til stranden. Undervejs dertil skal vi mødes med lederparret fra kollegierne i Phnom Penh. Vi er involveret med bestyrelsesarbejde mv, og der er jævnligt spørgsmål, der kommer op, som de gerne vil vende med os. Der er altid meget at glæde sig over, men sideløbende naturligt nok også mindre gode oplevelser. Til det glædelige hører, at der er flere af beboerne, der vil døbes.

Vi er midt i den varmeste tid. Vi har kun oplevet få ubehageligt varme dage. Vi får se om vi slipper med dem, eller om flere er på vej.

Kærlig hilsen fra Axel og Annelise.





Klik her for at komme tilbage til nyhedsoversigten eller her for at komme tilbage til forsiden