4 sæt tøj og 2 gange under bruseren



Kære Alle.

Den varme tid er over os. Ret ulideligt, hvis man skal yde et stykke fysisk arbejde. For nogle dage siden tilsvedte jeg fire sæt tøj! Hele LM-teamet skulle samles et par dage. Fire fra Phnom Penh og seks her fra Siem Reap, og vi begyndte med et pølse- og ostebord hos os. Det var nok til at sende mig to gange under bruseren! Bortset fra varmen gik alting godt. Der var bibeltimer og også nogle drøftelser af arbejdet. Visse ting, der havde undret os, faldt på plads i den forbindelse. Det var godt. Og så hyggede vi os med udflugter og god mad.

Axel og nogle cambodjanske medarbejdere skulle på tur til en af landsbyerne i dag. Men så kom nyheden om at en meget afholdt præst i byen havde mistet sin kone i nat efter lang tids sygdom. Måske er de alle taget med til begravelsen i stedet.
Det er vanskeligt for de kristne med begravelser, fordi de traditionelt indeholder både buddhistiske ritualer og traditionel åndemaning. Som kristen ønsker man ikke den slags ved begravelser. Men hvad så? Nogle har udarbejdet et ritual, der både er kulturelt respektfuldt og indeholder forventningen om kødets opstandelse og det evige liv. En begravelsesplads er indrettet til kristne kistebegravelser. Kremering kan kun ske i buddhistiske templer, og det ønsker de kristne ikke.

Den afdøde og hendes mand var den præstefamilie, der tog sig af pastor Kong, da han som ung buddhist kom til Siem Reap og søgte et sted at bo. Han flyttede ind hos dem, og lærte Jesus at kende som sin frelser. Pastor Kong har lejet et hus på vores vej og indrettet stuen til kirkerum. Snart skal han til Danmark og deltage i LM´s landsmøde. Familien har en pige på fire og tvillingedrenge på et år. De to er indlagt med mærkelige symptomer. De er i bedring efter ti dages indlæggelse, men det kan nemt føles utrygt for familien Kong med hans forestående lange rejse til det fjerne Danmark.

Påsken er nær og vi ønsker alle en glædelig højtid med fokus på Jesus:
Oh du Guds Lam
med korsets skam
du bar alverdens synder
derfra vort liv begynder
vor død til trods
opliv du os.
(Grundtvig)

Kærlig hilsen fra Axel og Annelise





Klik her for at komme tilbage til nyhedsoversigten eller her for at komme tilbage til forsiden