En bedre vinkel



Kære Alle.

Det nye år begyndte for os med flere gode oplevelser.
At komme med bus fra Phnom Penh og opdage, at man har mistet sin taske med penge og kamera ved udstigningen i Siem Reap, plejer ikke at høre til de historier, der ender godt. Tasken viste sig dog ikke at være stjålet; den var kommet i en tuktuk (motorcykeltaxa) med en anden passager, mens Axel afhentede sin kuffert. Busselskabet havde dog heldigvis så meget styr på tingene, at de kunne lokalisere tuktuk'en efter en times tid, og taxachaufføren leverede den tilbage med alle ting intakt. Godt at der findes ærlige mennesker! Det er også Cambodja!

En anden god oplevelse omkring nytår var besøget af formanden for Luthersk Mission Jens Peter Rejkjær og hans kone. At se andres glæde og begejstring ved det, vi har med at gøre i arbejdet, er en opmuntring for os!
Axel fulgte dem til Phnom Penh, hvor de skulle se LM-arbejdet, der foregår der, og de to kollegier, som vi specielt er ansvarlige for. Lysom og Sithuon, som leder kollegierne, havde arrangeret en meget vellykket sejltur på Mekong-floden. Vi spiste aftensmad på båden, og Jens Peter og Ulla fik god anledning til at møde unge universitetsstuderende og høre, hvordan de havde mødt evangeliet til frelse. De kommer fra fattige kår og bor på kollegierne. En nødvendighed for at de kan studere.

I øvrigt gik det sådan, at det blev Axel, der fulgte gæsterne rundt til nogle af de steder, hvor vore kolleger arbejder. Det er steder, der er kommet i spil efter vi forlod Phnom Penh, ukendte for os. Det var godt at få et indblik i. Og godt at erfare, at arbejdet har udviklet sig og er gået videre, siden vor tid i byen.

Det sidste halvår af -12 føltes noget deprimerende med nedskæringer og stop for nogle aktiviteter. Men i stedet for at fokusere på det, vi ikke kan gøre, hjalp besøget hjemmefra os til at se tingene i en bedre vinkel. For sikke meget godt, vi har været - og fortsat er involveret i! Vi ser mennesker få hjælp i deres tilværelse og vi ser nogle komme til tro på Jesus. Vi vil fortsætte ind i -13 og se på alle de muligheder, der ligger og venter, og glæde os over at mennesker bliver frelst. Det er en bedre vinkel at have, end at græmme sig over det, der ikke er mulighed for at gøre.

Fra en af Axels gamle bibelskoleelever hørte vi idag godt nyt. Han har denne uge arrangeret et seminar for kirkemedarbejdere sydpå i landet. De regnede ud, at i deres menigheder var der det sidste halve år kommet fra 5 til 30 nye. I alt 328 nye kristne!

Vi går ind i det nye år, idet vi tænker på mulighederne i stedet for på begrænsningerne. Vi har set mange positive følger af LM´s indsats indtil nu, og det kan ikke være forkert, at vi er i forventning til Herren om, at det vil fortsætte.

Kærlig hilsen fra Axel og Annelise.





Klik her for at komme tilbage til nyhedsoversigten eller her for at komme tilbage til forsiden