Over tærskelen



Kære Alle.

Fredag morgen. Der skal være et tidligt morgenmøde i skolekomiteen, som jeg er medlem af. Det er skolen, hvor missionærbørnene går. Skolen ligger i vort nabolag. Jeg skal gå lige forbi familien Jacobsens hus undervejs, så deres to børn og jeg kan følges. Hyggeligt! Noah på fire skal holdes i hånden, når vi når op til landevejen, men da vi skal forbi to hunde længe før, får jeg fornøjelsen af at mærke den lille barnehånd i min inden landevejen. Selma på seks balancerer på kanterne mellem de store vandpytter på den meget hullede vej. Snakken går livligt hele vejen. Men da vi når tærskelen til skolen oplever jeg noget nyt. Vi slår over til engelsk! Jeg har aldrig talt andet end dansk med de børn, men i det internationale miljø på skolen bruges engelsk. Tænk at man kan omplante to børn fra Danmark til Cambodja, og efter et halvt år falder engelsk dem helt naturligt! Vi har stor glæde af at have familien Jacobsen her. De voksne slider med det cambodjanske sprog.

I komiteen skal vi snart tage stilling til, hvor skolen skal flytte hen. Det er tredje skoleår, der er begyndt, og det voksende børnetal er ved at sprænge rammerne. Et positivt problem! Jeg er glad for at komme på skolen. Det ugentlige bedemøde står jeg for. Det er godt, at jeg har tid og luft i programmet til at påtage mig småjobs som dette og mange andre ting, der dukker op uforudset.

Axel kom hjem tidligere end ventet fra sin tur ud til landsbyen, hvor han plejer at give katekismusundervisning. Der er travlhed i markerne nu, hvor regnen er begyndt. Det gælder det daglige brød for det næste år. Det må respekteres af os, der ikke dyrker selv, men kan købe det hele. Med hjem havde han et oliemaleri af den type, der sælges til turister. En pige med en sikker hånd er ved at blive oplært af en kunstner. Hun bliver sparet for arbejdet i rismarkerne. En fremtid for hende som kunstner i turistbranchen vil give familien et større økonomisk løft, end en ekstra hånd i marken.

Sidste år var regntiden meget voldsom, og byen stod under vand. Det var en slem tid, som vi håber bliver vores eneste erfaring af den type. Dette år er der indtil nu faldet mindre regn. Landmændene synes, at det er for lidt.

Kærlig hilsen fra Axel og Annelise.



Klik her for at komme tilbage til nyhedsoversigten eller her for at komme tilbage til forsiden