Koen går op på bjerget



Kære alle,

Fredag aften afsluttede bibelskoleholdet en del af deres forløb. Deltagerne er menighedsledere/præster, som samles efter arbejdstid fast hver mandag og desuden en uge om måneden. Der er fuldt i det lille lokale med plads til 15 og stemningen er intens. Der lyttes opmærksomt, og man diskuterer gerne emnerne, når anledning gives.
Læreren Sitha er en god underviser. Han kommer op fra Phnom Penh en uge om måneden. Axel kender ham oprindelig fra Phnom Penh Bibelskole, og siden har han været leder af Projekt Future. Da det nu er blevet lukket ned, mens han endnu har en lønaftale med LM, lægger han noget af sin arbejdskraft på et andet LM-felt, nemlig bibelaftenskolen her i Siem Reap, hvor Axel underviser fast om mandagene.
Efter undervisningen fredag, var der efter landets skik uddeling af certifikater for deltagelse i forløbet. Vi danskere har svært ved at forstå den fryd og glæde et sådant bevis giver modtagerne. Men vi må træde til side for dette udslag af cambodjansk kultur og sammen med deltagerne glæde os over det opnåede bevis.
Bagefter var der fest, hvor vi deltog i den meget sociale form for grillning kaldet "koen går op på bjerget", som er et stort hit her. Pudsigt nok indgik ingen oksekød! Det var "alt godt fra havet" som var på grillen!

Axel har været en tur i Phnom Penh for at hjælpe familien Toft med at få sluttet af i Cambodja og komme afsted til et nyt kapitel af deres liv i Danmark. Der er mange praktiske ting forbundet med at afvikle sit hjem og sin tilværelse i det fremmede. Vi har sagt farvel til ikke så få afrejsende gennem de år, LM har haft arbejde i Cambodja. Vi er taknemmelige over, at vi fortsat kan være her og hjælpe og støtte, hvor vi kan. Tilbage for LM i Phnom Penh er teamleder Anne Sode Grønbæk, som var på ferie, da Tofts rejste. Claus Kristensen er pt. på orlov i Danmark.
Her i Siem Reap er foruden os familien Jacobsen (sproglæring) Desuden kommer to volontører sidst på sommeren.

Kærlig hilsen fra Axel og Annelise.



Klik her for at komme tilbage til nyhedsoversigten eller her for at komme tilbage til forsiden