Forvaltning af tid, penge og evner.

I påskedagene inden sin tilfangetagelse og korsfæstelse havde Jesus talrige sammenstød med de skriftkloge og farisæerne. Kendt er Jesu iagttagelse af den fattige enke, der lægger to småmønter i tempelblokken. I optegnelsen af de mange ting, der skete i de dage, har Markus omhyggeligt noteret sig denne lille hændelse som afslutningen på beskrivelsen af et forløb, der står i Mark 12,28-44. Afsnittet begynder med at slå fast, hvad det største bud i Loven er, nemlig at "du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte - - - ". Det er både de skriftkloge og Jesus enige om. Den skriftkloge i hændelsen får at vide af Jesus, at "du er ikke langt fra Guds rige". Så langt så godt? - Nej!!! At være tæt ved Guds rige betyder jo netop, at man ikke tilhører det. At man er udenfor. Skal jeg give et kvalificeret gæt på, hvor langt den skriftkloge er fra Guds rige, vil jeg sige: den afstand, der er fra hjerne til hjerte! Men denne afstand betyder jo netop, at han med sine ord og sin forstand kender og taler om Lovens største bud. Men kun som kloge ord - liv blev det ikke! Alle de synlige og ydre ting, som forventedes af en alvorligt troende jøde efter Guds lov og traditionen, forsøgte den skriftkloge at efterleve i sit liv, men det vigtigste manglede!

Dette underbygges af de 2 følgende begivenheder, der er skildret: spørgsmålet om, hvem Messias er, og Jesu advarsel mod de skriftkloge. Den golde forstandstro var jo i det ydre bibeltro: man havde de rette meninger og kendte budene. Men der var ingen forbindelse mellem det, de skriftkloge sagde og lærte, og så det, de gjorde. Og kaldet til at tjene, den tillidsfulde overgivelse til Gud og giversindet - centrale ting, der udspringer af hjerteforholdet til Gud - var forsvundet, fortrængt af grådighed og egoisme!

Jesu iagttagelse af den fattige enke set i denne sammenhæng er en genial illustration. I al sin sårbar-hed og med sin yderst beskedne gave demonstrerer den fattige enke, at hun i modsætning til de skriftkloge faktisk vover at tage Gud alvorligt og lægge sit liv i Hans hånd. Hun har så stor tillid til Gud, at hun med sin gave vover sig længere ud, end den sunde fornuft siger, hun kan bunde. For med gaven, hun lagde i tempelblokken, forsvandt et af hendes sidste sikkerhedsnet.

Kunne Jesus på en klarere måde have vist os forskellen mellem at være bibeltro i tanker og ord alene, og så at være bibeltro på en sådan måde, at det får indflydelse på vore liv? Forskellen mellem at være kulturkristen og Jesu discipel. Er det aktuelt for os: forskellen mellem de skriftkloges for-standstro og den fattige enkes hjerteforhold til Gud?

De skriftkloge havde gjort gud overkommelig. Med regler, bud og målbare gerninger havde de dan-net et rum til Gud i deres liv, som Han kunne bestyre. Den øvrige del af deres liv var viet dem selv, og det var åbenbart et rum, hvor "her-kommer-jeg" mentaliteten herskede, og hvor de mente, det var OK at lade sig hylde som de fremragende mennesker, de gerne ville være i andres øjne, og det check, de havde på religionen, samtidig med, at de misbrugte deres stilling og ragede til sig fra nøjagtig de grupper i samfundet - de udsatte og de marginaliserede - Guds lov havde givet dem et særligt ansvar for. Det afslører dem som de hyklere, de er!

For Gud er jo ikke en udskåret træfigur, man bekvemt kan anbringe i et tempelrum, hvor man har check på Ham. Som tilfredsstilles af de lunser kød, man kaster ind til Ham, for at man kan få fred for Ham og leve sit virkelige liv. Han er ikke kun et symbol, en ide eller en smuk tanke. Gud er levende og en virkelighed, enten man tror på Ham eller ej.

En konsekvens af at elske Gud og sætte Ham før alt andet er efterfølgelse. Det betyder, at det, der hører Ham til, er vigtigere for mig end tilfredsstillelse af mine egne behov, og at der er et andet liv end det karriereorienterede. Et liv, hvor ord som kærlighed, villighed og kaldsbevidsthed dominerer. Hvor det er naturligt at spørge efter Guds vilje. Hvor glæden over den frelse, Jesus har givet os ved sin død for vor skyld på Golgatas kors, er drivkraften for os! Alt det, der giver et Guds barn mu-lighed og vilje til at skelne mellem det primære og det sekundære i sit liv.

Er der en fare for os i, at vor rigdom og det sikkerhedsnet, vi har i det danske samfund, kan gøre, at ord som kald, villighed til tjeneste og opofrelse, aktivitet i Guds riges arbejde, givertjeneste kan have lidt trange kår blandt nogle i de kristne forsamlinger? Afslører Jesu iagttagelse, at også vi kan have fået det så godt, og er optaget af at opbygge et stærkt sikkerhedsnet under os, at vi vånder os ved at give afkald på økonomisk tryghed, sikkerheden ved at være beskyttet af det danske sund-hedssystem, en komfortabel pensionsordning, et mageligt liv. Trygheden ved at være med i hoved-strømmen på arbejdsmarkedet. Kan en eller flere af disse grunde få nogle til at sige nej til et konkret kald fra Gud f.eks. til at blive missionærer? Koster det reelt for meget for os, og er der for store afkald? Er vi så bundet til vore sikkerhedsnet og vor rigdom, at det får indflydelse på villigheden til give, så det kan mærkes?

Vover vi at stille Gud spørgsmålet: "Hvad vil du med mig og mit liv?" Svaret kunne jo blive et andet end det, jeg har planlagt! Vi risikerer, at de beslutninger, Gud udfordrer os til at tage, kan have så store virkninger i vore liv, at der skal tænkes mere end to gange over det. Det er ikke uånde-ligt at kæmpe med dette spørgsmål - tværtimod viser det, at vi tager Gud alvorligt - og det er fuld-stændig legitimt som kristen også at tænke på karriere, hus, penge, investeringer, pensionsopspar-ing, ferier m.v. Min pointe er, at Jesus kalder os kristne til under alle forhold at se disse jordiske ting som sekundære i vore liv. Lige som den fattige enke være villige til at give sine sidste mønter for Guds riges arbejde og gå ud på Guds løfter.

Hvor har jeg selv fået meget hjælp af Sl. 119,105: "Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti". Det er kun den nære fremtid, vi får lys over af Gud. En lygte for min fod. Det betyder i praksis, at vi også må være villige til at lade vore langtidsplaner justere af Gud, hvis Hans ords lygte skinner på noget på vor vej, når vi skal tage det næste skridt, som vi allerede har vel tilrettelagt. Måske skal skridtet justeres? Vi skal være villige til at lade os korrigere af Gud. Han skal have rådighed over mit liv, min økonomi, mit kald. Han skal være partner i alle vore planer og i alt vort arbejde, og jeg er afhængig af Ham. En kristen stiller sig til rådighed for Gud! Han, som ikke er en død træfigur, men levende og virkende. Som kommer snart! Som har et arbejde, der skal gøres!

En nydelsesorienteret livsstil repræsenterer ikke noget nyt i verdenshistorien, og Guds folk bliver så nemt suget med af den trend - det lærer de skriftkloge os. I vor del af verden ser det ud til, at folk i almindelighed jagter verdensrekorden i selvudfoldelse, ekstremoplevelser og egodyrkelse. En upar-tisk, udenforstående iagttager ville vel derfor forvente, at det i stadig højere grad ville resultere i en markeret anderledes kultur blandt dem, der elsker "Herren din Gud af hele dit hjerte - -". De, som formår at skelne mellem det primære og det sekundære i livet. Hvad ville denne iagttagers un-dersøgelse afsløre om os? Repræsenterer de kristne nogen modkultur, der er værd at tale om? Gør vi det ikke, må vi stå med et alvorligt, åndeligt problem. Er det en væsentlig årsag til mangel på vækst i vort arbejde, fordi Guds rige kun får smulerne fra de riges bord! Fordi ingen i virkeligheden kan se på os, at det gør en forskel, at vi er kristne?

Den fattiges enkes tillid til Gud, som giver sig konkret udslag i hengivelse og opofrelse og givers-ind, ejes den, hvor villigheden til at tjene i Guds rige og givertjenesten reelt set kun bliver til lidt smuler, som kan undværes af vor overflod, når ferierejse, hus, god mad og B&O'en er købt. Hvor engagement i Guds riges arbejde og brug af de nådegaver, vi har fået, må komme i anden række efter at vi har disponeret med tid til madlavningskursus på aftenskole, nogle timers TV-kiggeri hver aften, badminton, computerspillet eller lignende aktiviteter. Endnu engang: min pointe er ikke at sige, at det er forkert at beskæftige sig med disse ting, men stille spørgsmålstegn ved, hvordan vi prioriterer som kristne. Hvad må vige for noget vigtigere? Vover jeg i givet fald at fravælge det prestigefyldte og det, der virkelig kan give min liv et "kick", til fordel for Guds Riges arbejde? Eller er det "de andre", der må tage slæbet og arbejdet i min kristne sammenhæng?

Guds nåde i Jesus er givet os mennesker, fordi Gud i sin kærlighed vil, at vi skal frelses fra syndens og dødens forfærdelige magt og gå ind i Hans herlighedsrige. Og vi kristne har fået nåde, kald og opgave til at give den gave videre til andre. Er det en primær eller en sekundær prioritet i dit liv?

Axel Rye Clausen 15.1.2003

Klik her for at komme tilbage til artikeloversigten eller her for at komme tilbage til forsiden