Missionærlivet som et offer

1) Missionærlivet som et offer:

Da vi i 1984 rejste til Tanzania for første gang, var det med meget blandede følelser. På den ene side havde vi en stærk vished om, at vi stod i Guds plan med, hvad vi gjorde, men jeg vil heller ikke skjule, at vi følte smerte ved at skulle skilles fra familie, venner og andre, som stod os nær; vi var bestemt ikke stolte over at skulle forlade det trygge og kaste os ud i det usikre; vi tænkte meget på vor datter på 3 år, som ufrivilligt skulle udsættes for tropesygdomme, vilde dyr og slanger, en usikker skolesituation m.m.

Det er mærkeligt nu at tænke på alle disse følelser fra dengang. Der er ingen tvivl om, at de var fuldt berettigede og forståelige.

Vi er nu rejst hjem fra Tanzania for en periode af ubestemt varighed. Det underlige er, at smerten ved at skilles fra Tanzania; at sige farvel til nære medarbejdere, venner og kolleger; at forlade gerningen dernede; at indse det uigenkaldelige i, at afrejsen nærmede sig - alt det var faktisk sværere end ved vor udrejse og har givet sig udslag i meget stærkere følelser. Det var vanskelige at forlade Tanzania, end det i sin tid var at rejse derud.

Jo, det er et offer at rejse ud! Der er meget, man må give afkald på. Vi kan så blot sige, at så er der til gengæld så meget mere, man får givet. Slutresultatet for vor del er, at vi har fået 12 utroligt rige år, som vi ikke - hvis det var muligt - ville bytte med nogetsomhelst andet. Det har for os været et stærkt bevis på Guds trofasthed, omsorg og kærlighed.

2. Vækkelsen i Afrika.

At kirkerne er fyldte i Afrika har vækkelsen sin del af skylden for, men der er også mange andre årsager, som vi ikke må være blinde for.

Nogle væsentlige årsager, som ikke skyldes en åndelig vækkelse, er:

1) I storbyerne er det mere socialt akceptabelt at være kristen end at tilbede de gamle guder. Vil man gøre karriere, gør man klogt i enten at være kristen eller muslim.

2) Kirkerne og deres arbejde har en langt højere social indflydelse end i Danmark. Der møder man sin omgangskreds og er fælles om mange forskellige ting. At gå i kirke er noget man gør.

3) Der kan være nogle fordele ved at blive kristen: konomiske, deltagelse i forskellige projekter, tøjhjælp m.v.

Disse årsager må man naturligvis som missionær og som kirke være opmærksom på, så vi ikke "køber" os til de fulde kirker eller bevidst eller ubevidst "bestikker" folk til at blive kristne.

Den åndelige vækkelse er på mange måder anderledes, end tilfældet har været i Danmark i nyere tid. Oftest vil mennesker blive kristne, fordi Jesus har gjort dem fri fra Satans og onde ånders tyranni, som er særdeles aktuelt og nærværende i hedningekulturen. Kristendommen er typisk lig med en udfrielse fra trældom under disse onde magter. Underfulde helbredelser er almindelige i forbindelse med evangeliseringsfremstød.

Særlig i forbindelse med masai-missionen har det været slående for mig at møde en uhyre lettelse over de onde magters nederlag og en taknemmelighed mod Gud hos den nyfrelste. Det slår samtidig en kraftig pæl gennem alle forestillinger om, at hedningen er frelst i sin naturtilstand, eller at kristendommen ødelægger en ellers lykkelig kultur.

Bagsiden af denne vækkelse er, at det er sjældent at møde vakte, der er i syndenød. Det er meget vigtigt at følge vækkelsen op med en ret forkyndelse af Lov og Evangelium, så den vakte bliver stillet ansigt til ansigt med den Hellige Gud med hele sit liv og med hele sin synd, og får set Jesus ikke kun som Den stærke, sejrherren over Satan, men også som ham, der bar al min synd og skyld på korset.

3. Hvor er de kristne på vej hen?

Udviklingen er meget forskellig, og jeg kan af erfaring kun tale om den lutherske kirke i Tanzania. Her er der for mig at se 3 stærkt karakteristiske træk:

1) Fra en lavkirkelig begyndelse er kirken på vej mod det stærkt højkirkelige eller en udpræget bispekirke. Det anses for afgørende for identifikationen som kirke at have en biskop, der er indviet med og under iagttagelse af den apostoliske succession. Biskoppen og hans embedsinsignier bliver der da også gjort uhyre meget ud af. I flere af Tanzania's lutherske stifter hersker biskoppen i praksis med enevældig autoritet. I menighederne er det typisk, at præsten tager initiativ til og leder alle aktiviteter.

2) En mangelfuld bibelkundskab og ringe forståelse af vor lutherske arv giver plads til megen vranglære, som får lov at præge udviklingen. Mange af de lutherske missionsselskaber og kirker, som hjælper og er med til at præge arbejdet, er desværre meget liberale og bibelkritiske.

3) I mange områder en voldsom vækst, som vedblivende giver en akut mangel på præster og evangelister. Denne vækst skyldes ikke mindst et stærkt syn for evangelisation på naboplan og frimodighed til at tale om Jesus til alle, man møder.

4. Hvordan kan vi som kristne bedst støtte og hjælpe dem?

Som det fremgår af ovenstående er undervisning og hjælp til bibelkundskab og bibeltillid et nøgleord. Vi har i Luthersk Missionsforening noget dyrebart, som vi skylder at give videre. Den situation, som kirken er i, må være en stor udfordring og et kald til os. Vi må være med til at hjælpe kirken til at udvikle sig på en sund måde. Det kan vi særlig gøre på 4 områder:

1) Hjælpe med bibelundervisning og teologisk undervisning på forskellige niveau'er.

2) Hjælpe med at fremme bibellæsningen og udsprede god kristen litteratur.

3) Styrke evangeliseringsarbejdet.

4) Myndiggøre lægfolket og markere vort lavkirkelige syn.

5. Sendemenighed og missionær:

Det er vigtigt, at vennerne hjemme ser det ansvar og kald, de har i missionsarbejdet. Det er noget, vi er fælles om og ikke en specialitet for de få. Vi er derude som missionærer, fordi vi er sendt på vegne af en sendemenighed.

Derfor må både missionær og sendemenighed have et ansvar for hinanden.

Missionæren: at der bliver informeret så godt om arbejdet, at sendemenigheden har en chance for at følge med og engagere sig i det.

Sendemenigheden: at de tager deres ansvar alvorligt og opmuntrer og støtter i arbejdet, og at de ikke mindst beder for det.

Er der et ret forhold mellem missionær og sendemenighed, er det til stor velsignelse begge veje. Det er min fornemmelse, at det virker godt i LM, og at vort ydremissionsarbejde også har været til stor velsignelse i Danmark og arbejdet her.

Vi har oplevet et særdeles godt og engageret forhold fra vore nærkontaktkredse, og det er med stor glæde og forventning, at jeg i dette halvår er rundt i afdelingerne for at fortælle om vort arbejde.

Axel Rye Clausen

Klik her for at komme tilbage til artikeloversigten eller her for at komme tilbage til forsiden