Overvejelser om nyt felt

Iringa, 22/1-1996

Indledning

LM har igennem mange år forvaltet sit kald fra Gud til både at være en indre- og ydremissionsforening. Jeg er overbevist om, at det har været til velsignelse i Guds riges arbejde, og givet en åndelig rigdom ind over den hjemlige sammenhæng. Jeg tror, at vi med stor frimodighed kan sige, at LM's arbejde i ydre mission har sat og sætter sig spor. LM-missionærer i ydremission har stået i nogle opgaver, som har givet dem anledning til at præge arbejdet med den arv, de har haft med hjemmefra: tillid til Guds ord, syn for lægmandsarbejdet, nød for de ufrelste m.v. Som årene er gået, er dette syn blevet mere og mere sjældent ikke blot hos mange af de missionærer, vi samarbejder med, men også i kirkerne. Der er vigtigt, at vi ikke overlader arbejdet herude til liberal- og befrielsesteologerne.

Derfor tror jeg også grundlæggende, at LM ikke skal nedtrappe i ydremissionsarbejdet, men fortsat gå på det kald, Gud har givet os som forening.

1) Skal LM satse på et nyt missionsfelt:

Det mener jeg, at vi skal. Jeg har følgende grunde:

a) Der sker en udfasning af LM's arbejde i Suriname, som må have som konsekvens - hvis man ikke vil nedtrappe - at vi må arbejde med, om ikke Gud har et kald til os et andet sted.

b) Det er muligt, at man må nedprioritere/ omprioritere på nogle af de øvrige eksisterende felter i de eksisterende opgaver. I nogle tilfælde, fordi en etableret kirke kan overtage opgaven, i andre, fordi arbejdsforholdene ikke er tilfredsstillende. Evt. også, fordi der ikke er samklang mellem LM's kald og opgavens art.

Dette er sagt meget generelt, men eksempelvis har LM jo udfaset i Suriname, formentlig som et resultat af en af ovenstående grunde.

2) Skal LM intensivere arbejdet i de lande, det allerede arbejder i, eller udvide indsatsen til et helt nyt område:

Grundlæggende mener jeg, at vi skal være tro der, hvor vi allerede har fået et kald til arbejde. Det skal dog ikke udelukke nytænkning eller en kritisk gennemtænkning. Vi skal heller ikke føle os bundet til kun at følge den lokale kirkes tanker omkring missionærplacering og økonomisk støtte, så sandt som ingen har monopol på Guds riges arbejde, men må også føle os fri til selvstændigt at prioritere, hvor vi vil hjælpe, udfra det kald og den erfaring, vi har fået. Selvfølgelig såvidt mulig i god forståelse og samarbejde med de partnere, vi har i arbejdet.

Jeg kunne selv ønske mig, at vi i ydremissionsarbejdet kunne sætte os nogle prioriteringer, som vi i højere grad kunne følge. Jeg har selv en vision om følgende prioritering for missionæropgaverne i vore gamle områder:

1) Evangelister. Det må være det bærende i vort ydremissionsarbejde. Principielt synes jeg, at der skal meget gode grunde til for en missionær til at lade sig ordinere som præst, hvor vi arbejder i en etableret kirke. Det har jeg 4 begrundelser for at sige:

a) Der er mange aspekter i kulturen, vi ikke kender godt nok, og hvor en indfødt præst er meget bedre rustet til at give pastoral vejledning end missionæren.

b) Ved ikke at være ordineret tvinger vi den lokale sognepræst/provst til at engagere sig i vore evangelisationsture og tage ansvar for dem, og tage sig af dåb og nadver. Et af missionær-præstens største problemer er, at den lokale præst ofte ikke føler det nødvendigt at engagere sig i arbejdet i det nye missionsområde, fordi det er overflødigt med 2 præster i arbejde. Den holdning er et alvorligt minus for det efterfølgende "follow-up" arbejde.

c) Der kan komme noget usundt magisk over det at være døbt eller få nadver af en hvid præst.

d) For at prioritere og markere vort lægmandssyn og vise, at arbejdet også kan køre, selv om det ikke er en ordineret præst, der står for det. Et stort og nødvendigt vidnesbyrd bl.a. her i Tanzania.

Det er en overvejelse værd, om man kunne finde en model, hvor missionær-evangelisten kunne have en ret løs tilknytning til kirkens hovedkontor økonomisk set. Det kan i nogle tilfælde hæmme arbejdet og lamme frimodigheden at skulle kæmpe med kirkekontoret om at få adgang til de penge, der er øremærket til det arbejde, man står i. Det er et spørgsmål, om missionærens tid ikke er for kostbar til at føre sådanne kampe.

Et særligt område, hvor LM kunne satse meget, er arbejdet blandt minoritetsgrupper, eksempelvis som i masai-missionen. Erfaringen har vist, at det er et område, den lokale kirke har meget vanskeligt ved at håndtere rigtigt, samt prioritere. Skønt den er lokal, er stammevaner, levevis, vanetænkning og økonomiske forhold så forskellige, at den kan være meget ringere udrustet til at håndtere arbejdet end f.eks. en organisation som LM, der jo på forhånd er indstillet på, at arbejdet i et missionsland er meget anderledes end i Danmark. Min erfaring er, at kulturtærskelen er endog særdeles høj at overskride for den lokale kirkes egne evangelister. Ofte højere og vanskeligere end for en missionær, der jo på forhånd ved, at denne tærskel er der, og som har uddannet sig til at gå ind i et grænseoverskridende arbejde. Jeg har selv fundet, at en meget vigtig opgave for mig har været at undervise den lokale kirkes præster og evangelister i principper i grænseoverskridende arbejde.

2. Undervisningsopgaver. Der er et meget stort behov for det. Der skal både satses på bibelskoler, TEE-arbejde, bibelbrevskole såvel som undervisning på højere teologisk plan.

3. Helsearbejde. LM har en fin tradition for det, og der er gjort et meget dygtigt stykke arbejde gennem årene. Det er der fortsat behov for.

4. Hjælp til administration. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at engagere sig i det i en opbygningsfase i en ny kirke. En nødvendig og vigtig opgave i den sammenhæng, hvor vi kan få lov at præge en sund opbygning.

5. Bogarbejde. I hvert fald i Tanzania er det en meget betydningsfuld opgave, som vi må prioritere højt. Erfaringen har vist, at arbejdet kører godt selvstændigt i forhold til kirken.



Jeg mener, at disse opgaver må være de primære for os i ydremission. Udover det er der så forskellige interne serviceopgaver, som er nødvendige for at få arbejdet til at køre. Skal vi engagere os i andre opgaver end de ovenfor nævnte, må der en nødvendig begrundelse til, som kan holde vand.

Med det i tanke tror jeg, at det er rigtigt for os at sætte nogle prioriteringer. I hvert fald for evangelisering, undervisning og bogarbejde er der her i Tanzania et meget stort behov for en øget indsats i de allerede eksisterende arbejdsområder. Specielt vil jeg nævne bogarbejdet, som LM efter min mening har fået et særligt kald til her.

3. Kan LM økonomisk bære . . . :

Jeg ved ikke, om jeg er enig i, at der er stagnationstendenser i gaveindtægterne. For mig at se har Gud indtil nu givet os, hvad vi skulle bruge. Vi har hvert år måttet forbløffes over, at enderne nåede sammen. Jeg tror, at det ene hænger sammen med det andet. Får vi åbne døre til et arbejde i evangeliets tjeneste, tror jeg også, at vi vil få, hvad vi skal bruge til det.

Det er helt anderledes med missionærrekrutteringen. Jeg tror, at Gud har kaldet en del, som ikke har fulgt kaldet. Efter menneskelig beregning vil vi i løbet af de næste få år stå med en katastrofal ringe bemanding i ydremissionsarbejdet. Kan grunden være, at vi vil sikre os selv med de menneskelige sikkerhedsnet, vort velfærdssamfund tilbyder os? At det er det, der fratager mennesker frimodigheden til at kaste sig ud i det meget usikre - i menneskelige øjne - der kaldes ydremission. At blive "lukket ud i kulden", bort fra sin karriere, i 5 - 10 -15 år uden sikkerhed for senere kompensation. Ser vi bort fra ham, der er den samme i går, i dag, ja til evig tid?

Vi trænger til en missionsvækkelse, hvis vi bare skal have udfyldt de huller, der i de næste få år bliver ledige!

4. Vil et nyt missionsfelt virke samlende....:

Jeg tror ikke, at det vil have en negativ effekt på LM. Om det vil virke positivt er meget vanskeligt at sige. Det afhænger af, om vennerne i LM mærker kaldet, ansvaret og forpligtelsen til at gå ind i det nye arbejde.

Axel Rye Clausen

Klik her for at komme tilbage til artikeloversigten eller her for at komme tilbage til forsiden