Missionæren som projektmager

Fra fællesskab til partnerskab

Fra begyndelsen af 1960'erne har regeringsbaserede hjælpeprogrammer tilbudt finansiel støtte særligt til de nye, ofte fattige, nationer, der opstod i kolonitidens kølvand. Siden begyndelsen af 1980'erne er meget betydelige beløb sendt gennem NGO'er. NGO'er også med kirkelig bag-grund nød godt af dette og begyndte at vokse og udvide deres arbejde og havde ret mange penge til rådighed til nødhjælp og udviklingsprojekter. For at få udnyttet disse penge blev der en inter-esse fra disse organisationer i at tilbyde kirker i syd, at de kunne blive deres partnere i udvikling-sarbejde, og med de store penge, det drejede sig om, var det naturligvis både en udfordring, sam-tidig med, at det også var en fristelse.

Ofte så man, at disse NGO'er havde deres egen dagsorden for partnerskabet og udviklingsarbe-jdet, og de brugte de lokale kirkestrukturer og netværk til at arbejde for deres egne mål, som ikke altid svarede til den lokale kirkes målsætning. Og uheldigvis blev der skabt nogle strukturer i disse kirker, og sat nogle aktiviteter i gang, som den lokale kirke ikke kunne køre videre, når hjælpen fra den oversøiske partner blev faset ud. Mange kirker fik den oplevelse, at et udvikling-spartnerskab kunne være meget kortlivet og meget kortsigtet.

Også de ældre missionsselskaber fik mulighed for at ansøge om statsmidler for at hjælpe med udviklingsaktiviteter i de allerede etablerede partnerskaber. Selv om det ofte var med en vis tøven, man gik ind i dette arbejde, er det nu for mange missionsselskaber en naturlig del af arbe-jdet.

Hvilken virkning har disse meget betydelige midler haft på kirkernes liv og på kirkeinstitutioner-nes arbejde i udviklingslandene? Det er først nu, at man egentlig kan begynde at danne sig et billede af det.

Der er mange positive virkninger af disse penge. Millioner af mennesker og mange lokalsamfund er blevet hjulpet både med nødhjælp og udviklingsaktiviteter på en lang række områder. Danske udviklingsmidler er for det meste blevet brugt ansvarligt, og man kan notere sig en ikke ubetyde-lig hjælp på mange områder. Der har dog også været mindre positive konsekvenser, og dem vil vi kigge lidt på:

1. De betingelser, som har fulgt med udviklingspengene, har fået mange kirker i syd til at overtage det mere snævre syn på udvikling, som er almindeligt i vore lande, nemlig udvikling som noget baseret på økonomisk, materiel og social fremgang i modsætning til det traditionelle syn, kirker i syd typisk har haft på udvikling som en helhedstænkning, hvor menneskelig udvik-ling, menneskers potentiale, såvel deres materielle som åndelige behov er i fokus. Hvor man re-spekterer Guds skaberværk og ser, at hvert menneske er enestående.

Vi skal ikke glemme, at missionsselskaber og kirkerne i syd har haft udviklingsarbejde i gang, længe før den moderne terminologi blev opfundet. Hvis vi virkelig tror på, at evangeliet sætter mennesker fri, så er mission udvikling, og udvikling kan være mission. Men udviklingen er gået i retning af at tale om mission og udvikling som 2 forskellige ting.

2. Kirkerne i syd er blevet tvunget til - ihvertfald på overfladen - at adskille mission, evangeliser-ing og udviklingsaktiviteter og beskrive dem som forskellige, separate projekter for at få spon-sorering fra vesten. Denne opsplitning er bundet til vestlig tradition - sygdom? -, hvor man øn-sker at splitte vore liv op i forskellige projekter og dele.

Vi i kirkeligt arbejde skulle vide bedre! Udvikling er ikke et projekt, men en proces - en proces, som kan blive stimuleret af forskellige aktiviteter. Projekter, som står alene uden sammenhæng med den øvrige udviklingsproces i samfundet og kirken, kan skade mere, end de gavner.

3. Kirkerne i syd har i ret høj grad kopieret kirke- og organisationsstrukturer fra nord, hvor kirk-ens arbejde af forskellige grunde typisk er blevet organiseret i adskilte enheder, dvs. missions-arbejde, diakoni-arbejde, nødhjælps-arbejde, udviklings-arbejde, kvinde-arbejde m.m. Dette er ofte sket for at møde krav og specielle betingelser for udviklings-, nødhjælps og støttemidler. Man oplever ofte, at disse adskilte enheder i kirkestrukturen er uden fælles strategi og målsæt-ning, ofte konkurrerende med hinanden. Ofte ingen større sammenhæng mellem hovedkontor og græsrodsarbejde, måske fordi hovedkontorets primære funktion er blevet NGO-arbejde, og part-nerskabet med donorerne i nord vægtes højere end forbindelsen til egne græsrødder.

Hele denne udvikling kan for mig at se skade det traditionelle kirkelige arbejde og gøre det van-skeligt at opretholde det bibelske helhedssyn på menneske, Gud og et sandt menneskeliv, som er vitalt ikke at miste i vort kirkelige arbejde.

Kirkeprojekter eller projektkirker

Nu skal man ikke tage ovenstående som et totalt negativt syn på kirkelige udviklingsprojekter. Der er mange gode eksempler på, hvordan kirken gennem udviklingspenge har formået at nå ud og hjælpe marginaliserede folk, undertrykte samfund, og virkelig give en god og nødvendig hjælp. I det netop overståede Impactstudy er det blevet bemærket, at det kirkelige udviklingsar-bejde i høj grad har været til hjælp i såkaldte fattigdomslommer, og at man der har været mere villig til at tage arbejde op der end traditionelle udviklingsselskaber. Af vore egne: Lugala, Omo Rate, masaiarbejde m.v. Vand til landsbyer. Arbejde, vi kan være stolte af.

Der er dog grund til at advare mod, at vi bygger projektkirker, dvs, kirker og kirkestrukturer, som er så afhængige af oversøisk støtte, at de vil falde sammen, hvis den hjælp pludselig falder bort: Secondary school Tumaini, rafleklubben til Lugala (kostald), en forudsætning for at få pengene, at man må gå ind på alle mulige mærkelige betingelser.

Mange kirkeenheder i Etiopien og Tanzania er desværre blevet meget afhængige af projekter og har bygget deres kirkestrukturer op omkring disse penge. Med disse penge kan man få mange rare ting: biler, computere, mulighed for at forøge staben udover, hvad kirken ellers har råd til; give lønninger, så der opstår et misforhold mellem lønninger for dem, der arbejder i græsrodsar-bejdet, og dem, der arbejder i administrationen. (Lugala - lønnet af DANIDA).

Hvis en kirke bliver afhængig af sådan en støtte, nødsages kirken til hele tiden at arbejde med at få nye projekter tildelt for at overleve - også selv om der ikke er et egentligt behov for disse pro-jekter. Dette hektiske projektræs kan være med til at dræne en mængde ressourcer og energi fra andre vigtige opgaver i kirken. Man kommer så at sige i lommen på kontorfolk i nord, som måske ikke har særligt kendskab til den lokale kirkes særlige mission og opgave, og de får en afgørende virkning på hele kirkens udvikling og arbejde. Det er dem og deres afgørelse (ja eller nej til projekterne), man sigter på med sit arbejde, og et nej fra dem kan få katastrofale konsek-venser for hele arbejdet. Lobbyvirksomhed.

Det er desværre heller ikke usædvanligt, at man i kirkeadministrationer har lånt øremærkede penge fra projekter til at klare et likviditetsproblem. Det er naturligvis en klar overtrædelse af reglerne for projekterne, og ofte har det ført disse kirker nedad en spiral, hvor det til sidst ikke mere er muligt at tilbagebetale disse penge, hvad der naturligvis udelukker yderligere hjælp til udviklingsarbejdet, og som også skader andre (møllemaskiner). Ofte har det til resultat, at f.eks. arbejdet i sognene kommer til at lide under, at der er en stor gæld at afbetale på, og det går så de penge til, der ellers var sat af til evangelisering eller sognearbejde.

Skal projektarbejde lykkes, er lokal forankring og procesorientering absolutte nøgleord. Udvik-ling er ikke noget, som kommer udefra. En sand, vedvarende udviklingsproces må komme inde-fra, som græsrodsarbejde. Den lokale udviklingsproces kan blive stimuleret af input udefra, men så sandelig også ødelagt eller ændret i negativ retning. Man er alt, alt for tilbøjelig til at se meget kortsigtet på udviklingsarbejde; alt for tilbøjelig til at se på de kortsigtede virkninger, og ikke på helheden.

At udvikling udelukkende er noget, som er baseret på økonomisk vækst, materiel rigdom og so-cial sikkerhed er grundlæggende forkert. Der er andre og større værdier i livet end det! Det burde vi som kristne vide.

Udvikling betyder nemlig ikke, at en eller anden rig donor øser penge og materiel rigdom ud over mennesker, som tager deres ansvarlighed væk. Udvikling er heller ikke veje, havne, lufthavne og adgang til internet. Det kan allerhøjst være redskaber i en udvikling, men det kan lige så vel være redskaber for ødelæggelse.

Faren for kirken er der i allerhøjeste grad! Jeg har tit spekuleret på, hvad den lokale evangelist på sin gamle cykel tænker, når kirkens projektsekretær overhaler ham på landevejen i sin splin-ternye Hilux og efterlader ham i en støvsky. Det er måske et mere sandt billede af kirkens til-stand i vore missionslande, end vi bryder os om at tænke på!

Axel Rye Clausen, LMM 30.5.2000

Klik her for at komme tilbage til artikeloversigten eller her for at komme tilbage til forsiden