Bibelskole- og menighedsarbejde i Cambodja



Ikke alle artikler kan have lige stor interesse for avisen Tro og Missions brede læserskare. Men måske vil nogen af jer, der af og til kigger på hjemmesiden her, have interesse i at læse en lille beretning om forholdene i menighederne i Cambodja, og hvordan Phnom Penh Bible School prøver at hjælpe tidligere elever og deres menigheder.

Hverdagen er begyndt for Lang Rousmai, som fuldførte sin uddannelse på Phnom Penh Bible School i oktober efter 3 års studier. En lille, nystartet menighed på 5-6 familier kaldte ham som præst.
Hvordan evangeliet kom til denne lille grænselandsby, som for bare 6 år siden blev befriet efter at have været besat af De røde Khmerer igennem mange år, ved jeg ikke, men den lille menighed indså i løbet af kort tid, at de behøvede hjælp til at vokse i troen og række evangeliet videre ud. Derfor kaldte de Rousmai, som hans fornavn er. Han tog imod kaldet og flyttede dertil med sin kone og nyfødte barn.
Som grænseby ind mod Thailand trives prostitution af al slags, misbrug og menneskelige laster, og byens befolkning er ikke særlig venlige mod den lille menighed., som står helt alene. Der er ingen andre kristne i nærheden, ingen kirkeorganisation eller missionsorganisation til at støtte og hjælpe, ingen økonomiske ressourcer udover dem, menigheden kan finde hos sig selv. En lejet, forfalden bygning tjener både som præstebolig og kirke. Der er særdeles vanskelige forhold, som den unge præstefamilie og menigheden står overfor. Det er under sådanne betingelser, at evangeliet mange steder i Cambodja skal plantes og gro! Men alligevel når evangeliet længere ud. Det er Rousmai's menighed et herligt eksempel på. For ressourcer i kirkeligt arbejde er ikke først og fremmest afhængig af økonomi! Derimod afhængigheden af Gud, Hans Ords kraft! Det er det, det først og sidst kommer an på i kristent arbejde. Og det er noget, Rousmai har fået med fra bibelskolen.

Forholdene i Rousmai's menighed er slet ikke usædvanlige. Det er yderst få etablerede kirkesamfund, der findes i landet (der eksisterer f.eks. ikke en luthersk kirke), og de fleste menigheder er derfor kun løst knyttet sammen i en paraplyorganisation, som hjælper med kontakt til myndighederne, men ikke yder nogen støtte til supervision, oplæring og solid bibelundervisning samt alle de andre ting, en kirkeorganisation normalt støtter sine menigheder med.

Hvordan kan Phnom Penh Bible School hjælpe de tidligere elever og deres menigheder? Det var emnet for en spændende arbejdsdag, skolens lærerstab havde for nylig med Lang Rousmai som typisk eksempel. Skolens fungerende leder Andrew Kwong havde gjort sig nogle tanker om det efter besøg hos flere kandidater fra skolen og set deres arbejdsforhold. Det blev besluttet, at skolen i langt højere grad må satse på at forberede eleverne på disse forhold ved bl.a. studiebesøg i felten, og i undervisningen være meget bevidste på at give eleverne en ballast, der forbereder dem til, at de aktivt er i stand til at studere videre selv, når de er kommet ud, hvor de skal arbejde.
Skolen må arbejde på at få udgivet god, bibeltro, teologisk studielitteratur på Khmer og bøger til menighedsoplæring, og så må der være villighed til fra skolens side at give aktiv hjælp i form af rådgivning til tidligere elever og deres menigheder.

Og nu kan jeg så ikke lade med at være imponeret af den givertjeneste, disse få, fattige familier i Rousmai's menighed har! Tænk at binde an med at kalde en præst og leje en kirkebygning, når man kun er så få! Kan det lære os noget om at give til missionens tjeneste, så det virkelig kan mærkes?

Axel Rye Clausen



Klik her for at komme tilbage til nyhedsoversigten eller her for at komme tilbage til forsiden